Annonce
Annonce
Top 30 – De bedste spillere nogensinde

Top 30 – De bedste spillere nogensinde

GOAL’s Kristian Borell kårer de bedste spillere nogensinde. Der er to argentinere øverst, og der er ikke blevet plads til Platini.

To argentinere øverst, Pelé helt nede på tredjepladsen, “Il Grande Torinos” anfører Mazzola højt placeret, en spansk, men ingen italienske forsvarsspillere, og ingen Platini. Sådan ser det ud, når GOAL’s Kristian Borell kårer de bedste spillere gennem tiderne.

Af Kristian Borell

30. (-) Zico, Brasilien
Zico tilbragte sin aktive karriere i Flamengo med undtagelse af et kort ophold i Italien og et i Japan. Han førte Flamengo til sejr i både Copa Libertadores og Intercontinental Cup, inden han trak i trøje nummer 10 på det brasilianske landshold, som måtte give fortabt mod Italien ved VM i 1982.
Efter succesen ved VM-slutrunden traf Zico flere modige og anderledes valg. Han begyndte med et skifte til det italienske bundhold Udinese, vendte hjem efter to sæsoner og afsluttede siden karrieren i japanske Kashima Antlers. Zico er mest kendt for sine fantastiske frispark og for at være en af de bedste spillere, som aldrig har vundet VM-guld.

29. (-) Nilton Santos, Brasilien
Offensive backer er ikke et moderne påfund. Nilton Santos brød gang på gang igennem på sin venstrekant i 1950’erne og først i 1960’erne. Hans teknik var fornem, og den taktiske kunnen absolut i top. Nilton Santos deltog i fire VM-slutrunder, var en vigtig defensiv brik i tre og vandt guld i to. Da han lagde støvlerne på hylden i 1964, havde han kun repræsenteret to hold som senior. Botafogo og det brasilianske landshold.

28. (-) William Dean, England
William ”Dixie” Dean er endnu en i rækken af spillere, som aldrig fik muligheden for at vise sig frem ved en VM-slutrunde. Englands modvilje mod at deltage ved VM gør det svært at sammenligne ham med andre storspillere, men Deans næse for mål afslører en af verdens største bombere gennem tiderne.
Han indledte sin karriere i Tranmere Rovers og skiftede i 1925 til Everton, som dengang ikke havde vundet mesterskabet i ti år. Dean blev i klubben i stort set hele karrieren, fandt vej til nettet 383 gange i 433 kampe og førte Everton til to mesterskaber og en pokaltitel.

27. (-) Didì, Brasilien
Didì var Brasiliens spilfordeler i tre VM-slutrunder og vandt de to. Nederlaget til Ungarn i semifinalen i 1954 blev fulgt op med VM-guld i både Sverige 1958 og Chile 1962. Det var et mirakel, at Didì opnåede de succeser, som han gjorde.
Da han var 14 år gammel, var lægerne tæt på at amputere hans ben, og han måtte tilbringe et halvt år i rullestol. Efter VM-guldet i Sverige skiftede Didì til Real Madrid, men kunne ikke enes med holdets leder Di Stéfano og blev lejet ud. Efter et år i Europa vendte den spilintelligente frisparksspecialist hjem og tilbragte resten af karrieren i Brasilien.

26. (-) Raymond Kopa, Frankrig
Raymond Kopa var søn af polsk immigranter og hed egentlig Raymond Kopaszewski. Han indledte karrieren med to sæsoner i Angers og fortsatte siden til Stade de Reims. Kopa vandt to mesterskaber med sit Stade de Reims, inden holdet nåede finalen i Europa Cup’en i 1956, som dog tabte til datidens giganter Real Madrid. Men spanierne blev så imponeret af modstandernes alsidige midtbanespiller/angriber, at de købte ham samme år. Kopas ophold i Real Madrid resulterede i to mesterskaber og tre Europa Cup’er. Efter tre sæsoner i Madrid drog han hjem igen og afsluttede karrieren i Stade de Reims.

25. (-) Zinedane Zidane, Frankrig
Zinedine Zidane har én ting til fælles med den store Maradona. De har begge ført et hold med åbenlyse svagheder til VM-guld. Da Zidane førte sit Frankrig til VM-guld på hjemmebane i 1998, fungerede angrebsspillet slet ikke, og det krævede to hovedstødsmål af ham selv, før finalesejren var en realitet. Zidane fulgte op med at vinde EM i 2000 og faldt siden pladask ved VM 2002.
Den stadig langsommere Zidane afsluttede karrieren med at se hjælpeløst til, da det galaktiske Real Madrid gik under. VM-finaleskallen mod Marco Materazzi var på mange måder en logisk slutning for en spiller, som til slut ikke orkede presset med at bære Frankrig alene på sine skuldre.

24. (-) Dino Zoff, Italien
Da Dino Zoff var 14 år, blev han vraget af Inter og Juventus, fordi han var for lille. Fem år senere skiftede han til Udinese og debuterede i Serie A. Efter to sæsoner i Udinese skiftede han videre til Mantova, hvor han i løbet af fire sæsoner etablerede sig som en af Italiens bedste målmænd. I sommeren 1967 gik turen til Napoli, og i foråret 1968 tog Zoff plads på det italienske landshold.
Blot få måneder senere var han med til at vinde EM-guld. Zoff mistede siden sin faste plads i landsholdsmålet på vejen mod VM i 1970, vandt den tilbage i løbet af den efterfølgende EM-kvalifikation og viste en sådan form, at Juventus købte ham i 1972/73.
Efter 11 sæsoner i Torino lagde han handskerne på hylden med fem mesterskaber, to pokaltitler og en UEFA Cup i den titelsamling, som også indeholdt det VM-guld, han vandt med Italien i 1982. Med sine 40 år, fire måneder og 14 dage er Zoff den ældste spiller nogensinde til at vinde VM-guld.

23. (-) László Kubala, Ungarn
Da Barcelona fyldte 100 år blev László Kubala kåret som klubbens bedste spiller gennem tiderne. Taget i betragtning af Kubalas meritter og Maradonas korte ophold i klubben, er det ikke så mærkeligt. Til gengæld bliver mange sikkert forbavset over at høre, at Kubala ikke havde nogen problemer med at besejre Cruyff, der ellers altid beskrives som cataloniernes store kæledægge.
Kubala blev født i Budapest af forældre med slovakisk og polsk baggrund. Situationen i Ungarn gjorde, at Kubala forlod sit land to gange. Først for at slippe for at aftjene værnepligt og siden for at slippe fra kommunisterne, der havde taget magten i landet.
Kubala flygtede på laddet af en lastbil i januar 1949, og havnede i Italien via Østrig. Kontrakten med Pro Patria blev ikke til noget, og Kubala dannede og turnerede med et hold af ungarske eksilspillere. Da holdet kom til Spanien i sommeren 1950, faldt storklubberne pladask for ham.
Barcelona snuppede Kubala for næsen af Real Madrid og fortsatte med at etablere sig som et storhold. Inden Kubala ankom, havde klubben vundet fire mesterskaber (29, 45, 48 og 49), og de fire mesterskaber, som Kubala førte sit Barcelona til igennem sine ti sæsoner i klubben, bør ikke undervurderes. Man kan sammenligne det lidt med det, som Di Stéfano gjorde i Real Madrid.
Argentineren ankom til Real Madrid, tre somre efter Kubala kom til Barcelona. Det gør ikke sammenligningen mindre interessant, at hans ankomst forløb på samme måde, blot med modsat fortegn (Real Madrid snuppede Di Stéfano for næsen af Barcelona). I Kubalas to første sæsoner i Spanien, spillede Real Madrid uden Di Stéfano, og Barcelona vandt mesterskabet.
Siden ankom Di Stéfano, og Real Madrid vandt de følgende to mesterskaber. Athletic Bilbao vandt siden et mesterskab, inden Real Madrid tog yderligere to efterfulgt af to til Barcelona. I sommeren 1961 forlod Kubala Barcelona til fordel for lokalrivalerne Espanyol, og vi har et slutfacit. De otte sæsoner, hvor Kubalas Barcelona kæmpede mod Di Stéfanos Real Madrid, endte 5-2 i mesterskaber i Di Stéfanos favør.

22. (-) Bobby Charlton, England
Bobby Charlton blev født i Ashington lidt uden for Newcastle, men valgte på trods af det at spille for Manchester United efter sit gennembrud på det engelske skolelandshold. Bobby kom til Manchester United i 1954 og blev i klubben som spiller frem til 1973. Bobby var med til at genopbygge Manchester United som storklub efter at have overlevet styrtet i München i 1958.
Hans to mesterskaber kom i sæsonerne umiddelbart før og efter den guldmedalje, han var med til at vinde for England ved VM på hjemmebane i 1966. I 1968 vandt United som det første engelske hold Europa Cup’en for mesterhold. Bobby Charlton var en stor leder på banen, havde en enorm arbejdskapacitet og var desuden uhyre målfarlig fra sin position på midtbanen.

21. (-) Nándor Hidegkuti, Ungarn
Puskas og Kocsis blev berømte for deres mål, men det var den dybtliggende centreforward Nándor Hidegkuti, der styrede spillet på det ungarske landshold, der dominerede fodbold i begyndelsen af 1950’erne. Ungarn vandt OL-guld i 1952, men tabte VM-finalen to år senere.
I 1956 slog kommunisterne den folkelige opstand i Ungarn ned med hård hånd. Til forskel fra mange af sine holdkammerater, valgte Hidegkuti at blive i Ungarn i stedet for at drage udenlands. Få fjernsynsbilleder og en klubkarriere i Ungarn har gjort, at Hidegkuti ikke har fået den opmærksomhed, han fortjener.

20. (-) Eusebio, Portugal
Under ledelse af Eusebio, den kraftfulde Mocambique-fødte angriber, vandt Benfica 11 mesterskaber, fire portugisiske pokaltitler og en Europa Cup. VM 1966 kunne have været prikken over i’et på en fantastisk karriere, men Portugal tabte med 1-2 til værtsnationen England, og Eusebio måtte nøjes med at blive VM-topscorer.

19. (-) Gunnar Nordahl, Sverige
Gunnar Nordahl indledte sin karriere i Hörnefors, skiftede til IFK Norrköping, vandt fire mesterskaber og kronede den svenske del af karrieren med at bombe Sverige til OL-guld i London i 1948. I 1949 skiftede han til Milan og etablerede sig som en af alle tiders bedste angribere.
Nordahl blev topscorer i Serie A fem gange, har det klart bedste scoringsgennemsnit af alle italienske topscorere, som har scoret over 100 mål, besidder rekorden for flest scorede mål på en sæson og er alle tiders topscorer for Milan med 225 mål i 291 ligakampe. Tankcentreforwarder bliver ikke meget bedre end Nordahl.

18. (-) Marco van Basten, Holland
Marco van Basten lagde støvlerne på hylden i 1993, blot 28 år gammel. Den hollandske topscorer var relativt lang (188 cm) og tung (80 kg), men ikke desto mindre udrustet med en fremragende teknik og reptilhurtige afslutninger. Van Basten vandt tre mesterskaber, tre hollandske pokaltitler og en Europa Cup for pokalvindere, inden han forlod Ajax til fordel for Milan.
Trofæjagten fortsatte i Sacchis Milan, og den hollandske angriber etablerede sig som verdens bedste rendyrkede angriber i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne. Van Basten vandt guldbolden tre gange, blev topscorer i Holland tre gange og to gange i Italien.

17. (-) Gordon Banks, England
Gordon Banks indledte karrieren med at hoppe ind mellem stængerne, da målmanden ikke dukkede op til en kamp, hvor Banks var tilskuer, og fortsatte med blandt andet at lukke af bagude, da England vandt VM på hjemmebane i 1966. Ved VM-slutrunden fire år senere stod han for en fantastisk redning, da Pelé fik en hovedstødschance fra klos hold i gruppespillet. Banks kastede sig skråt bagud og styrede Pelés hårde hovedstød over overlæggeren. Fantastiske reflekser var en del af Banks målmandsspil. Den britiske målmands klassiske evne til at stå rigtigt placeret var en anden.

16. (-) Luis Suarez, Spanien
Luis Suarez tilbragte store dele af sin karriere som mestertræneren Helenio Herreras forlængede arm. Først som venstreinnerwing i to sæsoner i Barcelona og siden som spilfordeler i otte sæsoner i Inter. Slagtersønnen fra La Coruña i det nordvestlige Spanien havde et fornemt blik for spillet og var en mester i at ramme de hurtige angribere med lange bolde i dybden.
Suarez er en af de få spanske spillere, der har haft succes i udlandet, og typisk nok vandt Spanien EM-slutrunden 1964 med ham som spilfordeler. Suarez er og bliver en vinder, selv i den spanske landsholdstrøje.

15. (-) Omar Sivori, Argentina
Angrebstrioen, som har fået tilnavnet ”Englene med de beskidte ansigter”, Angelillo-Sivori-Maschio, førte Argentina til sejr i Copa América i 1957 og skulle herefter følge op med at føre Argentina langt ved VM i Sverige året derpå. Sådan kom det ikke til at gå. De tre engle valgte alle at blive professionelle i Italien, og det argentinske fodboldforbund svarede igen med at udelukke trioen fra landsholdet.
Omar Sivori, som altid spillede med strømperne nede, valgte Juventus som sin nye klub og tog plads ved siden af Giampiero Boniperti og John Charles i det sort- og hvidstribede angreb. Otte sæsoner i Juventus resulterede i tre mesterskaber og to pokaltitler til den fantastiske dribler, som elskede at lave tunnel på sin modstander.

De mange tunneler betød dog ikke, at Sivori driblede for meget. 134 mål i 215 ligakampe imponerer. Inden han lagde støvlerne på hylden, nåede Sivori at spille fire sæsoner i Napoli med ligaplaceringerne 3-4-2-7 til følge.
15 år senere kom en anden argentiner til Napoli for at vinde det mesterskab, Sivori ikke vandt. Maradona udførte bedriften, og interessant nok påstår mange, at der ikke findes nogen, der har lignet Maradona så meget i spillestil som Sivori. Maradona og Sivori, argentinsk genialitet og vinderinstinkt, når det er bedst.

14. (-) Gianni Rivera, Italien
Hvad var sket, hvis Gianni Rivera havde fået mere spilletid end de sidste syv minutter i VM-finalen i 1970? Vi får aldrig svaret, men vi kan spekulere. Rivera var en teknisk brillant spilfordeler, som kunne lirke et hvilket som helst forsvar op.
Ferruccio Valcareggi, Italiens daværende landstræner, var dog skeptisk på grund af hans størrelse og valgte at give Alessandro Mazzola lige så meget spilletid i den berømte ”stafet”, som gik ud på at give de to spillere hver sin halvleg, inden han besluttede sig for at satse på Mazzola i finalen.
Hjemme i Milan vidste man, hvordan man skulle bruge Rivera bedst. Milans mest elskede spiller gennem tiderne sluttede karrieren af med tre mesterskaber, fire italienske pokaltitler, to Europa Cup’er for mesterhold, en Interkontinental Cup og to Europa Cup’er for pokalvindere.

13. (-) Juan Schiaffino, Uruguay
Juan Schiaffino indledte karrieren hjemme i Peñarol og vandt tre uruguayanske mesterskaber, inden han snuppede guldet fra ærkerivalerne Brasilien ved deres VM på hjemmebane i 1950. Schiaffino fortsatte med tre mesterskaber mere, inden han blev kåret som turneringens bedste ved VM-slutrunden i 1954. Milan kaldte, og Schiaffino tog Gunnar Grens plads ved siden af Nils Liedholm på Milans centrale midtbane, vandt tre mesterskaber i løbet af seks sæsoner i Milano og afsluttede sit ophold i Italien med at føre notoriske underpræsterende Roma til sejr i Fairs Cup, UEFA Cup’ens forgænger.
I Italien, som altid sætter pris på taktisk kloge spillere, plejer man at sige, at Schiaffinos taktiske intelligens fortsat er uden sidestykke. Flottere skudsmål kan man ikke få.

12. (-) Ferenc Puskas, Ungarn
Ferenc Puskas debuterede på Honveds førstehold som 16-årig og endte tolv år senere på det Real Madrid-hold, som var begyndt at dominere i europæisk fodbold. PÅ det tidspunkt var han en feteret stjerne på det ungarske landshold, som havde vundet OL-guld i 1952 og VM-sølv i 1954.
I samme periode nåede Ungarn 32 kampe i træk uden nederlag, og man knuste England, som anså sig selv som verdens bedste, hele to gange. I 1953 blev Ungarn det første hold fra kontinentet, der besejrede England, da man vandt 6-3, og året efter blev det 7-1 i Budapest.
Det glippede VM-guld i 1954 er og bliver Puskas’ største bet. Ungarn slog uden problemer Tyskland med 8-3 i det indledende gruppespil, men tyskerne sparkede bevidst den ungarske superstjerne ned.
Puskas kom først tilbage i finalen, da Ungarn på ny mødte Tyskland, og selv om han var langt fra topformen, indledte han scoringen og havde siden en bold inde til 3-3 i den finale, som Tyskland til slut vandt med 3-2.

11. (-) Franz Beckenbauer, Tyskland
Franz Beckenbauer var lige så dygtig til at fordele bolden, som han var til at lede sit hold. Han fik sit store gennembrud ved VM i 1966, endte som nummer tre på topscorerlisten med fire mål som ikke-angriber og var siden fundamentet for det nye storhold Bayern München.
Da Beckenbauer forlod Bayern München til fordel for New York Cosmos i 1977, havde han vundet næsten alt – fem tyske mesterskaber, fire tyske pokaltitler, tre Europa Cup’er for mesterhold i træk, en Europa Cup for pokalvindere og en Interkontinental Cup. Han savnede heller ikke succes på det tyske landshold. VM-sølvet i 1966 blev fulgt op med bronze i Mexico i 1970 og guld på hjemmebane i 1974.

10. (-) José Nasazzi, Uruguay
José Nasazzi var anfører på det Uruguay-hold, der dominerede fodboldverdenen i store dele af 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne. ”El Gran Mariscal” (da. den store feltherre) førte sit mandskab til OL-guld (1924 og 1928) og fulgte den bedrift op med at føre sit land til tops ved historiens første VM i 1930.
Uruguays manglende deltagelse ved VM i 1934 gjorde, at Nasazzi ikke fik mulighed for at øge sin titelsamling med endnu en VM-titel. Den uruguayanske forsvarsgeneral lagde støvlerne på hylden i 1937.

9. (-) Fernando Hierro, Spanien
I Middelhavsområdet er det Italien, der er foregangsland, når det gælder skrappe forsvarere. Fernando Hierro er undtagelsen, der bekræfter reglen. I 1990’erne og begyndelsen af 2000-tallet var han arvtageren til det intelligente forsvarsspil, som Real Madrids legendariske midterforsvarer José Santamaría diskede op med i slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne.
En vigtig forskel er, at Santamaría spillede på et hold, der var betydeligt bedre rent defensivt. Hierro bar et defensivt klart svagere Real Madrid på en måde, som bare ikke kan overvurderes. Italienere bliver irriterede, når man hævder, at spanieren skulle være bedre end deres egne forsvarskoryfæer.
Neutrale iagttagere har ikke svært ved at se, at Hierro overgår legender som Attilio Ferraris, Armando Picchi, Carlo Parola, Gaetano Scirea, Ciro Ferrara og Fabio Cannavaro. Og han gør det med et pasningsspil uden sidestykke i moderne fodbold, enorme lederegenskaber, overlegen spilforståelse, imponerende hovedstødsstyrke, fremragende frispark og hårdt nærkampsspil. Midterforsvareren Hierro havde alt.

8. (-) Johan Cruyff, Holland
Johan Cruyff har altid sat griller i hovedet på folk. Både som spiller, træner og tænker. Cruyff kom til Ajax som 10-årig, tog plads på førsteholdet som 17-årig og førte siden klubben helt til tops med tre sejre i træk i Europa Cup’en i 1971-73.
På papiret spillede den splejsede hollænder centreforward, men han gjorde det på en måde som få andre. Cruyff gik ned og hentede bolden på midten og bevægede sig gerne ud på kanterne. Barcelona blev hans nye klub i sommeren 1973, og catalonierne vandt deres første mesterskab siden 1960. Cruyff fulgte op med at føre Holland til VM-finalen i 1974. Men her stoppede eventyret. Cruyffs Holland var ikke i stand til at slå Beckenbauers Tyskland. I resten af karrieren gik den hollandske mesters stærke vilje ud over antallet af vundne titler.

7. (-) Lev Yashin, Sovjetunionen
Lev Yashin var ikke bare dygtig i fodboldmålet. Han blev sovjetisk mester i ishockey med Dynamo Moskva som 24-årig, og det var først, da fodboldholdets faste målmand blev skadet, at Yashin i 1954 kunne tage plads mellem stængerne. Resten er historie.
Yashin revolutionerede målmandsarbejdet ved at gå langt ud og dominere sit straffesparksfelt. Han supplerede med lynhurtige reflekser og blev kendt for at være en målmand, der var nærmest umuligt at passere. Yashin tilbragte hele sin karriere i Dynamo Moskva, deltog i tre VM-slutrunder med Sovjetunionen og vandt OL-guld i 1956 og EM-guld i 1960.

6. (-) Giuseppe Meazza, Italien
Giuseppe Meazza er kendt over en hel fodboldverden. Mest fordi byen Milano besluttede sig for at omdøbe San Siro stadion til Stadio Giuseppe Meazza efter hans død i 1979. Meazza står i rekordbøgerne som en af italiensk fodbolds største målscorere nogensinde, men han havde flere strenge at spille på.
Teknikken var vidunderlig, driblingerne svære at stoppe, og hans frispark dykkede, så snart de havde passeret over muren. Med to VM-guld, tre mesterskaber, en hjemlig pokaltitel samt flere topscorerpriser i Serie A cementerer Meazza sin plads blandt historiens allerstørste.

5. (-) Garrincha, Brasilien
Verdens bedste højrefløj gennem tiderne trivedes bedst på hjemmebane. Garrincha havde et kort ophold i colombianske Atlético Junior Barranquilla og et lynvisit i franske Red Star Paris, men valgte derudover at blive hjemme i Brasilien. 13 sæsoner i Botafogo blev efterfulgt af kortere ophold i Corinthians, Portuguesa, Flamengo og Olaria.
Garrincha blev en øjeblikkelig succes med sine dribleture, da han indledte sin karriere i Botafogo. Han lavede en tunnel på landsholdsforsvareren Nilton Santos, fik en kontrakt og debuterede blot få dage senere med et hattrick mod Bonsucesso.

Garrincha kom ikke med til VM-slutrunden i 1954, men var en vigtig brik på det brasilianske landshold, der vandt guld i 1958 og 1962. Efter Brasiliens mislykkede VM-slutrunde i 1966 gik karrieren ned ad bakke. Garrinchas urolige liv uden for banen begyndte at kræve sin ret. Han lagde støvlerne på hylden i 1973 og døde blot ti år senere.

4. (-) Valentino Mazzola, Italien
En af verdens absolut bedste spillere gennem tiderne kom aldrig til at spille VM. Valentino Mazzola erobrede en plads hos de regerende verdensmestre i 1942, midt under krigen, og spillede sin sidste landskamp i slutningen af marts 1949, blot få uger inden hans Torino omkom i en flyulykke på vej tilbage til Torino efter en opvisningskamp i Portugal.
Mazzola indledte sin karriere i Alfa Romeo Milano, skiftede efter en sæson til Venezia og kom siden til det Torino-hold, som Ferrucio Novo var ved at bygge op til et storhold. Torino vandt et mesterskab, inden krigen brød ud, og forstærkede sig siden med Mazzola og Ezio Loik, hans makker fra tiden i Venezia. Duoen udgjorde omdrejningspunktet i ”Il Grande Torino”, verdens bedste klubhold gennem tiderne.
Torino vandt et mesterskab under krigen og tog siden fire mesterskaber i træk, efter krigen var slut. Mazzola var anfører og holdets indiskutable leder fra sin position som venstre innerwing. Han havde en enorm arbejdskapacitet, var en stor lederskikkelse og uhyre målfarlig. VM-deltagelse og flere tv-billeder ville uden tvivl have gjort Mazzola til et langt større navn uden for Italien.

3. (-) Pelé, Brasilien
Pelés tre VM-guld på et brasiliansk landshold, der fortryllede en hel verden, har gjort ham uendeligt populær. I løbet af karrieren havde han desuden kæmpe succes med Santos, og det er let at synes om en spiller, der vælger at blive længe i den samme klub.
Det betyder dog ikke, at det ikke havde været interessant at få ham at se i en europæisk klub. Spørgsmålet er, om Pelé på samme måde som Maradona kunne have ført et midterhold som Napoli til mesterskabet. Pelés tilhængere tvivler ikke en sekund. Det gør GOALs top 30-redaktion.

2. (-) Alfredo Di Stéfano, Argentina
Da Alfredo Di Stéfano lagde støvlerne på hylden, havde han nået at vinde otte spanske mesterskaber, fem Europa Cup’er, en Interkontinental cup og en spansk pokaltitel med det Real Madrid-hold, som var altdominerende i anden halvdel af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne.
Den legendariske udgave af Real Madrid var spækket med storspillere, men ingen var i nærheden af at være lige så vigtig og dygtig som Di Stéfano. Argentineren var udstyret med en uovertruffen arbejdsevne og tilbragte kampene med konstant at løbe fra felt til felt.
Med en mere vellykket landsholdskarriere (Argentina, Colombia og Spanien) og flere tv-billeder kunne Di Stéfano meget vel være blevet set som verdens største gennem tiderne.

1. (-) Diego Maradona, Argentina
Det er frem for alt Maradonas tid i Napoli, der har ætset sig fast i hukommelsen. Den syditalienske klub havde aldrig vundet mesterskabet, før argentineren kom til klubben. Da han forlod klubben, havde man vundet to mesterskaber, som fodboldverdenen hverken kan eller må glemme. At vinde titler med en klub, der er vant til at vinde, er én ting.
Men at vinde titler med en klub, som aldrig har vundet, er noget helt andet. Maradona klarede begge opgaver. Mesterskabet med Boca blev fulgt op med et svært ophold i Barcelona og siden de to mesterskaber i Napoli. Efter Maradona havde ført Napoli til sit andet mesterskab i 1990, gjorde han et bravt forsøg på at forsvare VM-guldet fra 1986. Argentinas hold fra 1990 er et endnu bedre bevis end holdet fra 1986 på, at Maradona kunne føre et hvilket som helst hold til tops. Sammenligningen med Pelé er slående. I sine fire VM-turneringer spillede den brasilianske legende sammen med en perlerække af store spillere. Maradona måtte nøjes med langt mindre. Det går kun, hvis man er den største.

Se mere om samme emne:
3 Kommenter
Min personlige top 10:

10. Giacinto Facchetti
9. Franz Beckenbauer
8. Romario
7. Ruud Gullit
6. Roberto Baggio
5. Michel Platini
4. Alfrédo Dí Stefano
3. Diego Maradona
2. Johan Cruyff
1. Pelé
Og Hvad med Baggio?
NEJ NEJ NEJ!!!

Man kan sgu da ikke sætte Pelé på 3. pladsen!!!

Og hvad med Platini?

Og hvorfor har Cruyff en så lav placering?
Annonce
0
Share this
Følg os på Facebook
Relaterede artikler
  • Alfredo di Stefano er måske den største spiller, der nogensinde har spillet for Real Madrid, og hvis man ser på klubbens succes i hans periode på holdet, får man en fornemmelse af hans storhed.

  • Diego Armando Maradona, alene det at høre navnet gør, at man ser fantastiske fodboldkunster for sig.

  • Johan Cruyff regnes som en af de bedste spillere nogensinde, og hvis der er nogen, der betvivler hans kvalitet, kan de blot se på hans bedrifter som spiller.

  • Marco van Basten er en af alle tiders giftigste angribere, og ud over han scorede fantastiske mål, scorede han også næsten altid afgørende mål.

  • Der er mange, der mener, at Edson Arantes Nascimento, bedre kendt som Pelé, er den bedste spiller, der nogensinde har levet.

  • Klasse mål fra super zinedine

  • Artur Antunes Coimbra er stort set et ukendt navn i fodboldverdenen. Men hans øgenavn Zico får os alle til at huske tilbage på en strålende fodboldspiller.

Annonce
Mest læste
Annonce
Luk