Annonce
Annonce
Top 15 - Ineffektive angribere

Top 15 - Ineffektive angribere

GOAL har gennemgået Europas ligaer for at finde de angribere, der har størst problemer med at levere de altafgørende mål.

En angriber skal score mål. Så enkelt er det. Mange forwards gør ganske vist stor nytte på andre områder, som f.eks. ved at lægge op, modtage bolde og skabe plads til medspillerne, men til syvende og sidst er det mål, det handler om. GOAL har gennemgået Europas ligaer for at finde de angribere, der har størst problemer med at levere den vare.


Af Leonard Jägerskiöld Nilsson


15. (-) Rolando Bianchi, Lazio
Det kan synes uretfærdigt at medtage italieneren Rolando Bianchi på denne liste, men faktisk er han ikke vant til at score mål. Den langlemmede angriber havde en fantastisk sidste sæson, hvor han sammen med Nicola Amoruso holdt Reggina oppe i Serie A. 18 mål i 36 kampe er fornemt på et hårdt kæmpende Reggina-hold. I Manchester City gik det ikke lige så godt. Manglende tillid fra træneren førte til mindre spilletid og dermed færre mål. Chancerne, som Bianchi scorede på i Reggina, blev ikke omsat til mål i England. I efteråret gav han mindelser om tiden inden Reggina, hvor hans bedste resultat var to kasser i en snes kampe for Cagliari. Det røde kort i debuten i Lazio efter udlånet fra City imponerer heller ikke. Rolando Bianchi har meget at bevise.


14. (-) Darren Bent, Tottenham
I sommer blev Darren Bent hentet fra nedrykkede Charlton til London-rivalen Tottenham. Overgangssummen på 16,5 millioner pund (cirka 165 millioner kroner) er klubrekord, men set i bakspejlet var det en fejl fra både Bents og Tottenhams side. Bent kom fra et svagt Charlton-hold med få stjerner ud over ham selv. Et pænt scoringsgennemsnit havde han såmænd også, men det er ikke altid, at stjernen i en lille klub kan klare skiftet til en storklub. I Tottenham har Bent måttet finde sig i at spille tredjeviolin bag den sikre duo Berbatov/Keane. Når han endelig har fået chancen, har der været langt mellem snapsene. Tre mål i 14 forsøg er langt fra det scoringsgennemsnit, han havde i Charlton. Hidtil har den nye træner Juande Ramos ikke givet Bent chancen for at løfte selvtilliden. Spørgsmålet er, om han nogensinde får den.


13. (-) Eidur Gudjohnsen, Barcelona
Islands største stjerne Eidur Gudjohnsen har aldrig været en stor målscorer, men har ikke desto mindre repræsenteret flere store klubber. Det skyldes, at Gudjohnsen er en tænkende forward, der spiller for holdet. Et geni ifølge visse, eller en Bergkamp-light ifølge andre. Selv om han som regel lægger op til sine holdkammerater, forhindrer det ham ikke i selv at komme frem til mange store chancer. Chancer, som han oftest brænder. Hans bedste resultatet i karrieren er 14 mål i 29 kampe for Chelsea i sæsonen 2001/02. I Barcelona har han mest været indskifter og reserve for de store stjerner, men hans hidtil syv mål i 37 ligakampe overbeviser ikke. En genial pasningsspiller er ikke ensbetydende med en dygtig afslutter.


12. (-) Hélder Postiga, Panathinaikos
Hélder Postiga har haft tre ophold i Porto med skiftende succes. Nogle trænere har elsket ham, mens andre ikke har brudt sig om hans egenskaber. Under José Mourinhos ledelse bombede Postiga mål ind, og som blot 20-årig scorede han 13 mål i 20 ligakampe. Efter Portos fine 2002/03-sæson skiftede Postiga til Tottenham. Han kunne imidlertid slet ikke vænne sig til livet i England, hvilket en enkelt scoring i 19 kampe vidner om. Han kom derfor hurtigt tilbage til Porto, men efter trænerskiftet blev han udlejet til St. Etienne, hvor han heller ikke var nogen succes. I efteråret så det ud til, at Hélder Postiga var tilbage i topform, men i løbet af vinteren mistede han sin plads i startopstillingen. Siden januar har han været udlejet til græske Panathinaikos, og tiden må vise, om han kan score mål igen.


11. (-) Alberto Gilardino, Milan
Verdensmesteren Gilardino er en stor målscorer, men en endnu større chancebrænder. Gilardino har gennem årene scoret mange mål, men han har også brændt tusindvis af chancer. Det skyldes formentlig hans spillestil. Han scorer ikke mål, fordi han er en god afslutter, men fordi han kommer frem til så mange chancer. Inden sæsonen 2003/04 var den unge Gilardino ingen udpræget målscorer, men under geniale Cesare Prandellis ledelse scorede Gila, som han kaldes, 23 mål i to sæsoner i træk for Parma. Et skifte var uundgåeligt. I debutsæsonen i Milan scorede han 17 mål for siden at følge op med 12 mål året efter. Et udmærket facit, men en effektiv angriber havde formentlig scoret mindst 20 mål i sæsonen i Milan. Der går rygter om en genforening med Prandelli, som nu er i Fiorentina, hvilket alle parter nok ville være bedst tjent med.


10. (-) Fred, Lyon
Fred er langt fra den form, han viste tidligere i Lyon-trøjen og ikke mindst i sin tid i Brasilien. I klubben América Mineiro scorede han det hurtigste mål i brasiliansk fodbolds historie, 3,17 sekunder efter startfløjtet. I både América og Cruzeiro var han en stor målscorer, og det samme var han i sin første sæson i Lyon, hvor han stod for 14 mål i 31 ligakampe. Indledningen af denne sæson blev dog spoleret af skader, og da brandvarme Karim Benzema ikke er til at stoppe, har det været svært for den brasilianske angriber at få spilletid. 13 kampe og et enkelt sølle mål er det blevet til for Fred indtil videre. Har skaderne sat sine spor, eller kan den tidligere så sikre afslutter Fred komme tilbage?


9. (-) Stephen Makinwa, Reggina
Reggina har stadig ikke været i stand til at erstatte Rolando Bianchi, der blev solgt i sommer, men sætter nu sin lid til den nigerianske lejesvend Stephen Ayodele Makinwa. En angriber som ikke just er kendt for at score mange mål. Makinwas karriere bærer til gengæld præg af mange klubskifter, hvilket 11 klubber på otte sæsoner er bevis på. Den omflakkende Makinwa gjorde det godt i Atalanta i foråret 2005, men har siden da ikke levet op forventningerne. I storsatsende Palermo blev det til fem mål i 23 kampe, og senest i Lazio til sølle tre kasser i 25 optrædener. Ligesom sin landsmand Obafemi Martins fejrer Makinwa sine mål med baglæns saltomortaler – forskellen mellem de to er, at Makinwa ikke skal springe så tit.


8. (-) Rafael Sóbis, Real Betis
Rafael Sóbis blev hentet til Betis inden sidste sæson for en stor sum penge. Han var spilleren, der skulle erstatte topscoreren Ricardo Oliveira, der drog til Milan. Sóbis’ karriere giver anledning til mange spørgsmål. I Internacional var han en feteret stjerne, men aldrig en topscorertype. Hvorfor købte Betis ham for otte millioner euro, når de havde brug for en målscorer? Hvorfor afviste Betis så sent som i sommer Spartak Moskvas bud, der var dobbelt så stort som den sum, de selv erhvervede ham for? Og hvorfor valgte han at spille for det brasilianske landshold i stedet for det ukrainske, hvor han var garanteret spilletid? Betis savner fortsat en decideret målscorer, og Sóbis er blot endnu en i række af hængende angribere, der ikke kan finde vej til nettet.


7. (-) Albert Luque, Ajax
Luque var en genial offensiv kraft igennem flere sæsoner på det dengang fantastiske Deportivo-hold. Han stod for mål, oplæg og boldartisterier. I dag er situationen anderledes. Som så mange andre spillere kunne han ikke stå distancen i kaotiske Newcastle. I England blev det blot til 20 kampe og et enkelt mål på to år. Endnu en mislykket millionsatsning for The Magpies. Sommerens skifte til Ajax er ikke blevet, hvad Luque håbede på. Selvtilliden er væk, og der er et godt stykke vej op til den Luque, der tryllebandt os i Deportivo. Selv om han aldrig har været noget udpræget målscorer, udnyttede han sine chancer i Spanien. Mest mindeværdig er dog stadig afbrænderen på mållinjen mod Barcelona, klubben han har elsket siden barnsben.


6. (-) Milan Baros, Portsmouth
Tjekkiske Milan Baros er og bliver en gåde. På landsholdet har han altid leveret varen og været en af de største stjerner. I de klubber, han har repræsenteret, har han dog manglet selvtilliden fra landskampene. Den kølige topscorer fra EM 2004 giver alt for sjældent lyd fra sig på klubniveau. De tre år i Liverpool fra 2002 og frem var én lang fiasko. Det efterfølgende halvandet år i Aston Villa bød på ni fuldtræffere i 42 kampe. Året i den franske gigant Lyon resulterede blot i seks mål. Siden januar i år har han været udlejet til Portsmouth, hvor han på papiret udgør en spændende angrebsduo med nyerhvervede Jermaine Defoe. Sidstnævnte har allerede scoret for sin nye klub. Hvor lang tid tager det for Baros at nette?


5. (-) Peter Crouch, Liverpool
Robotdanseren Peter Crouch er en chancebrænder af rang og formentlig også for dårlig til at spille i en klub af Liverpools størrelse. Crouchs primære opgaver er ganske vist at være targetplayer og hente bolde ned til medspillerne. Det gør han udmærket, men når det kommer til chancer foran mål, viser han tydeligt, at han ikke er skabt til at agere afslutter. Afbrænderne er mange, og det er ikke mærkeligt, at Crouch er en angriber, der har brug for en makker, for en enlig Crouch er ikke i stand til at skabe hverken mål eller målchancer. At hans 12 mål for Southampton i 2004/05 var nok for Liverpool, viser tydeligt klubbens fejlprioriteringer. I skrivende stund står han noteret for 19 mål i 77 ligakampe for Liverpool. Et katastrofalt facit for en angriber.


4. (-) Emile Heskey, Wigan
Wigans tankcentreforward Emile Heskey er ingen ørn til at score mål. Heskeys primære opgaver er at tage boldene ned til medspillerne, men i en klub som Wigan er det uholdbart i længden at give en angrebsplads til en spiller, der næsten aldrig scorer. Gennem hele karrieren er Heskey – med rette – blevet kritiseret for de manglende mål. Få tankcentreforwarder kan måle sig med Heskey, når det gælder fysikken, men manglen på både kondition, hurtighed og næse for mål skader mere, end de positive egenskaber gør nytte. I tiden i Liverpool påstod den daværende træner Gérard Houlliér, at Heskey var meget vigtig for holdet på grund af sin fysik. Igen er det et bevis på Liverpools dårlige indkøbsstrategi. Klubben har efterhånden tradition for at købe ineffektive angribere. Heskey er måske den mest ineffektive af dem alle.


3. (-) Dirk Kuyt, Liverpool
Ligesom Eidur Gudjohnsen bevæger Dirk Kuyt sig over store områder og befinder sig derfor sjældent i feltet, når chancerne opstår. Men når han endelig kommer frem til de store chancer, glimrer køligheden ved sit fravær. Kuyt viderefører Liverpools stolte tradition for angribere uden mål i støvlerne og brænder de fleste af de chancer, han kommer frem til. Til forskel fra for eksempel Crouch er Kuyt dog ganske anvendelig, da han er en klog spiller med et fint blik for spillet. Hans bevægelsesmønstre og pasningsspil opvejer de manglende mål. I hollandske Feyenoord var Kuyt topscorer, og inden da scorede han på samlebånd for Utrecht. Til gengæld er målene udeblevet i både Liverpool og på landsholdet, hvilket siger en hel del om forsvarsspillet i den hollandske liga.


2. (-) Andriy Shevchenko, Chelsea
Den legendariske målscorer Andriy Shevchenko scorer ikke længere mål. Af familiære årsager valgte den ellers så knivskarpe ukrainer at skifte til Chelsea i sommeren 2006. En handel, som både han selv og klubben har fortrudt. Overgangssummen var den største i Chelseas historie, og derfor har Shevas otte mål i 41 kampe været en enorm skuffelse. I Milan skabte Shevchenko sig et navn som en afslutter i absolut verdensklasse, men i Chelsea har han langtfra levet op til forventningerne. Hvorvidt det skyldes spillestilen, tempoet eller faktorer uden for banen, er svært at afgøre. Siden Anelkas ankomst til klubben er Shevchenko rykket ned på ranglisten og deler nu den tredje angrebsplads med Claudio Pizarro. Ihærdige rygter sender Sheva til LA Galaxy eller Milan til sommer. Det lyder sandsynligt.


1. (-) Lukas Podolski, Bayern München
Da Lukas Podolski blev hentet til Bayern München i 2006, blev han og klubben spået en strålende fremtid. To år senere er det tydeligt, at det ikke er gået sådan. Inden skiftet til München havde Podolski scoret i mere end hver anden kamp for bundholdet Köln. Selv om Köln klarede sig skidt, fik Podolski tillid af den daværende tyske landstræner Jürgen Klinsmann. Succesen ved VM på hjemmebane i 2006 betød, at Bayern Münchens supportere forventede sig noget stort. Podolskis første sæson endte med, at kæmpefavoritterne fra Bayern sluttede på en pinlig fjerdeplads, mens han selv stod noteret for blot fire mål. I sommer satsede klubben alt på at få oprejsning. Til angrebet hentede man blandt andre Luca Toni og Miroslav Klose, to spillere som siden har udkonkurreret formsvage Podolski. I løbet af efteråret scorede han slet ikke i sine 12 kampe. Det, der kan redde Poldis karriere, er, at Jürgen Klinsmann bliver ny Bayern-træner til sommer, og han har et godt øje til den unge angriber.

En perlerække af fæle afbrændere:


IND: Lukas Podolski (1), Andriy Shevchenko (2), Dirk Kuyt (3), Emile Heskey (4), Peter Crouch (5), Milan Baros (6), Albert Luque (7), Rafael Sóbis (8), Stephen Makinwa (9), Fred (10), Alberto Gilardino (11), Hélder Postiga (12), Eidur Gudjohnsen (13), Darren Bent (14), Rolando Bianchi (15).

Se mere om samme emne:
Ingen kommentarer

Ingen kommentarer

Annonce
0
Share this
Følg os på Facebook
Relaterede artikler
  • De er hærførerne på Europas fodboldbaner. Mændene med armbindet, der afslører, at de er holdets anfører med ansvar for at lede medspillerne i såvel medgang som modgang. Hvem er bedst til at håndtere ansvaret? GOAL kårer Europas 15 bedste anførere.

  • For tiende gang kårer GOALs Kristian Borell de største talenter under 22 år (født 1987 eller senere) i de europæiske ligaer.

  • Der er blevet brugt milliarder af kroner på at opruste holdene i England. Men hvem har køb klogest ind? Læs med når GOAL kårer sommerens bedste nyindkøb i Premier League.

  • Målmanden er måske den vigtigste position på holdet. Læs GOALs kontroversielle bud på en top 15 over målmænd.

  • Et godt midterforsvar kan udgøre forskellen mellem fiasko og succes, så derfor er det ikke så sært, at de fleste på denne liste spiller for Europas storklubber.

Annonce
Annonce
Luk