Annonce
Annonce
Top 15 - Galninge

Top 15 - Galninge

Fodboldverdenen har tilsyneladende en sjælden evne til at tiltrække galninge, men hvem er den største aktive galning netop nu?

Der er ikke mangel på gale fodboldspillere. Skyldes det, at det kræver en enorm vindermentalitet at nå til tops? Eller er det mon pengene og idoldyrkelsen, der ødelægger psyken? Uanset hvad det er, findes der mange typer af galninge, og virkelig mange spillere passer ind i kategorien. Tag listen med et gran salt – og med et stort smil.

15. Gennaro Gattuso
Skinnet kan bedrage, når det gælder Gattuso. Er han virkelig gal, eller er han en dygtig skuespiller? Ind imellem undrer man sig. Han besidder dog alle de kvaliteter på banen, som en galning skal have: Total uforudsigelig og et mareridt for både dommere, modstandere og i visse tilfælde også medspillere.

14. Mido
Det er sikkert ikke alle, der mener, at Mido løfter sig over gennemsnittet af galskab, men egypteren udstråler nu en god portion galskab på og uden for banen. Et eksempel på hans gale opførsel var, da han kastede en saks efter Zlatan Ibrahimovic i deres tid sammen i Ajax. Han har også været indblandet i en masse konflikter på landsholdet, men det bør vi nok bare være taknemmelige for, ellers havde Amr Zaki aldrig fået sit gennembrud.

13. Robbie Savage
Det er ikke let at forestille sig Savage som et modeikon, når han ligger og vrider sig på græsset i et forsøg på at bringe en modspiller i fedtefadet. Men hvis man ser Savage uden for banen, vil man nok blive forbavset over hans moderigtige udseende. Med støvlerne på er han til gengæld splitterravende gal. Knopperne forrest, vilde albuesving og en skalle i ny og næ. Er dog blevet kritiseret af de andre ”hårde hunde” i Premier League for at være en kryster. Han opfattes som en kujonagtig skuespiller, der lever på sit hårde rygte – og her hjælper hans navn måske lidt til.

12. David Navarro
Efter slutfløjtet mellem Valencia og Inter i en Champions League-kamp opstod der ballade. Navarro sad på bænken og havde intet med det hele at gøre, men det forhindrede ham ikke i at storme på banen og brække næsen på Nicolas Burdisso. Seks måneders karantæne og to års betinget dom lød straffen fra UEFA og FIFA.

11. Lee Bowyer
At overfalde andre mennesker uden for banen er én ting, men at komme i slagsmål under en kamp, og endda med en holdkammerat, er noget helt andet. Bowyer kan ofte virke både ansvarsfuld og klog på banen, men skinnet bedrager. Pludselig sidder hans knopper i knæhøjde på en modspiller, og så bryder helvede løs.

Bowyer i slagsmål med sin daværende holdkammerat Kieron Dyer:

10. Craig Bellamy
Siges at have jagtet og måske endda slået John Arne Riise med en golfkølle. Efter episoden fejrede Bellamy, at Riise havde lagt op til et mål af ham i en Champions League-kamp ved at lade som om, at han svingede en golfkølle. Bellamy blev desuden uvenner med Alan Shearer i sin tid i Newcastle, og Graeme Souness var bestemt heller ikke begejstret for angriberen. På et tidspunkt lignede det ligefrem et tidligt karrierestop, inden Celtic hentede ham på lån.

9. Robbie Fowler
Da han lod som om, at han sniffede kokain langs sidelinjen for at fejre et mål, opstod der moralsk panik i England. Selv om manager Gerard Houllier desperat forsøgte at bilde alle ind, at der var tale om en særlig græsspisningstradition fra Cameroun, blev Fowler straffet med £60.000 i bøde. Som medlem af det, der i medierne blev døbt ”Spice Boys” med Steve McManaman, Stan Collymore, David James og Jamie Redknapp, havnede han ofte i rampelyset som en playboy. Narkorygterne tog fart, da han på grund af dårlig fysisk form havde svært ved at erobre en plads i Manchester City.

8. El Hadji Diouf
Spytter man på fansene på lægterne under en kamp, har man allerede vundet en plads på denne liste. Hvis man derefter følger op med at sige til pressen, at man spiller bedst, når man har tømmermænd efter at have ”festet hele natten inden”, havner man i top ti.

7. Alan Smith
Er blevet udvist utallige gange og har efterhånden begået rekord mange frispark på banen. Han har også været indblandet i ballade uden for banen, så Leeds-sønnen er langtfra et af guds bedste børn. Ligesom så mange andre spillere med disciplinære problemer formår Smith dog ofte at bruge sin negative energi til positive ting, og så er han svær at stoppe.

6. Antonio Cassano
Italieneren kunne havde været i klasse med Alessandro Del Piero og Francesco Totti, hvis hans hoved havde været rigtigt skruet på. Men han har snart gjort sig uvenner med samtlige trænere og dommere i Serie A. Der er intet i vejen med at have stærke meninger, men måden Cassano kommer ud med dem på, gavner ham ikke. Han har råbt, brokket sig, hylet og grædt sig til mange gule kort. Og så er han engang blevet udvist for at nedkalde en forbandelse over en dommer med en gammel græsk-romersk gestus.

5. Marco Materazzi
Barsk, svinsk og ubehagelig. Man glemmer let, at Materazzi er en dygtig forsvarer med et udmærket venstreben, for han er selv ikke sen til at spille på sin myte. Sandheden bag Zinedine Zidanes skalle får vi nok aldrig at vide, men faktum er, at Materazzi fik karantæne for episoden, og dommen faldt, inden hverken Zidane eller Materazzi havde udtalt sig – en spiller, som får karantæne på et så tyndt grundlag, er temmelig upopulær.

4. Wayne Rooney
Hvor skal vi begynde? Alle ved, at Rooney kan spille fodbold, så lad os tale om privatlivet. I 2002 blev han afsløret som sexkunde, da aviserne opsnappede en seddel, han havde skrevet til en prostitueret. Skal man tro skandalebladene, var han også fast kunde hos en 54-årig prostitueret.
På banen er knægten, der engang mødte op til en prøvetræning i Liverpool i en Everton-trøje, blevet berømt og berygtet for at kysse Uniteds logo foran sine tidligere fans.

3. Paolo Di Canio
Et pragteksemplar. Forgudet af Lazios fans som en af deres egne og forhadt af alle andre. Fascist-hilsener mod curvaen den ene dag og FIFA’s Fair Play-pris den anden. En mand med mange facetter. Sir Alex Ferguson sagde for nylig, at Di Canio var en af de få spillere, han fortrød, at han aldrig havde købt, og det vidner om en vis kvalitet.
Spiller nu i Cisco Roma i de lavere rækker, men listen ville ikke være komplet uden ham.

Di Canio i kamp med dommeren:

2. Joey Barton
Næppe den mest charmerende mand på listen, hvilket de mange fængselsdomme vidner om. Aggressiv og ubehagelig mod såvel holdkammerater som modspillere. Barton blev udråbt til den nye Steven Gerrard i sine unge år. Men hans talent er blevet sløset væk i Thailand, til julefester, på Manchester Citys træningsanlæg og på en McDonald’s restaurant i Liverpool. Der er efterhånden mange historier at fortælle om Barton, og de handler alle om meningsløs vold.

1. André Luís
Botafogo-forsvareren med fortid i Marseille og Benfica behøver ikke den store præsentation. For nylig kom han i medierne, fordi han snuppede dommerens gule kort og gav ham en advarsel, men det er kun et lille eksempel på hans galskab. André Luís har skændtes med fansene, sparket folk ned helt uden grund og er endda blevet arresteret på banen. Kommentarer er overflødige, og ligesom i Bartons tilfælde ville det kræve et særnummer at fortælle om alle de historier, der florerer om galningen.

André Luís ser rødt for at give dommeren gult:

2 Kommenter
Godt lavet !
Håber i laver en til snart..
Bare med et andet emne ;)
Godt lavet.

- Fede videoer!
Annonce
0
Share this
Følg os på Facebook
Annonce
Mest læste
Annonce
Luk