Annonce
Annonce
Gerd Müller

Gerd Müller

Bomberen fra Vesttyskland er en af de farligste angribere nogensinde. Hans scoringsgennemsnit er mildt sagt imponerende, men han fik ikke altid den ros, han fortjente.

Bomberen fra Vesttyskland er en af de farligste angribere nogensinde. Hans scoringsgennemsnit er mildt sagt imponerende, men han fik ikke altid den ros, han fortjente. En af hans trænere kaldte ham blandt andet for en elefant blandt fuldblodshingste. Ikke særligt venligt sagt, men mål scorede han. I straffesparksfeltet stod han altid rigtigt placeret, og han var en mester i at score nemme mål.


Gerd Müller indledte sin karriere i Nördlingen, inden han som 18-årig skiftede til Bayern München, som dengang spillede i 2. division. Her formåede han og hans holdkammerater Franz Beckenbaur og Sepp Maier at skrive historie, da de gjorde klubben til en af de mest succesrige nogensinde.


Det blev ikke til så mange kampe i første sæson, men Bayern tog skridtet op i Bundesligaen, og her fik Müller 33 kampe og scorede 15 mål. Han måtte dog vente på sin debut på det tyske landshold til den 12. november mod Tyrkiet i Ankara. Debuten forløb uden scoringer, men i sin anden kamp i EM-kvalifikationen mod Albanien i Dortmund i april scorede han sine første landsholdsmål. Ikke ét, ikke to og ikke tre, men hele fire fuldtræffere bar Müllers signatur i en kamp, der sluttede 6-0 til Vesttyskland.


1967 blev et rigtig godt år for Gerhard Müller, og det kom til at blive pokalturneringernes år for Bayern, der vandt både Europa Cup’en for pokalvindere og forsvarede sejren i den tyske pokalturnering. Müller selv blev topscorer med 28 mål, og han var nu etableret som en af Bundesligaens farligste angribere.


Scoringerne blev lidt sjældnere i den følgende sæson, 19 mål i 34 kampe, men det blev snart bedre. I 1969 kom det første mesterskab samt den tyske pokal igen. Müller scorede 30 mål og blev dermed Bundesligatopscorer endnu en gang.


1970 var VM-år, og inden turneringen i Mexico fik Müller guldbolden i Europa for sine 38 ligamål, som også betød, at han igen vandt den hjemlige topscorerpris. På landsholdet havde han scoret 17 mål, inden VM blev indledt mod Marokko.

Vesttyskland vandt første kamp med 2-1, og Müller scorede det afgørende mål. Bulgarien bød på betydeligt mindre modstand i den anden kamp, som Vesttyskland vandt med 5-2, og Müller lavede hattrick. Hattrick lavede han også mod Peru, hvor sejrcifrene lød på 3-1.


Kvartfinalen blev en rigtig gyser, hvor England så ud til at få en sikker sejr, og Bobby Charlton blev udskiftet for at være klar til semifinalen. Det var dumt, for Vesttyskland vendte kampen og vandt 3-2 på et mål af Müller i den forlængede spilletid.


I semifinalen tabte de trætte og slidte tyskere til Italien med 4-3, selv om Müller scorede to mål. Vesttyskland vandt siden kampen om tredjepladsen med 1-0 over Uruguay, og Müller havde scoret ti mål. Fire år senere skulle det gå endnu bedre, men inden da var der EM i 1972.

Gerd Müller bomber løs til hård rock:

Inden slutrunden vandt Müller atter guldstøvlen i Europa efter at have bombet 40 mål ind i Bundesligaen, hvilket er scoringsrekord den dag i dag. I EM-semifinalen blev Belgien slået med 2-1, Müller scorede begge mål. I finalen ventede Sovjetunionen, som slet ikke kunne modstå den tyske overmagt. Vesttyskland vandt med 3-0, igen på to mål af Müller.

Det var blot begyndelsen på Tyskland og Bayern Münchens dominans. Bayern vandt mesterskabet tre år i træk, og inden det blev tid til VM på hjemmebane, havde de også vundet Europa Cup’en for mesterhold for første gang. Efter 1-1 i den første kamp blev Atlético Madrid knust med hele 4-0 i omkampen, og Müller scorede naturligvis to mål. Bayern vandt siden Europa Cup’en for mesterhold endnu to gange i træk.

Ved VM i Vesttyskland i 1974, var Holland storfavoritter, især da vesttyskerne fik stryg af Østtyskland i sidste kamp i det første gruppespil. Vesttyskland kom dog frem til finalen efter sejr i det andet gruppespil, og her ventede Holland.
Holland tog straks føringen på straffe, og de tyske tilskuere på Olympiastadion begyndte at blive nervøse. Breitner udlignede dog, inden Müller scorede sejrsmålet i det 43. minut. Det var Müllers 68. landskampsmål, og det skulle blive hans sidste. Han mente, at presset på ham var for stort og valgte at afslutte landsholdskarrieren med VM-guld.

I Bayern München fortsatte han med at score masser af mål, og da han sluttede efter sæsonen 1978/79, havde han scoret 365 mål i 427 kampe og vundet næsten alt, hvad der kunne vindes. Efter et kort ophold i USA vendte han hjem til München stærkt alkoholiseret. Men hans gamle holdkammerat Uli Höness fik ham på et afvænningscenter og sørgede for, at Bayern betalte regningen. Da han var færdig med sin behandling, fik han et job som ungdomstræner i klubben, hvilket han stadig arbejder med.

Navn: Gerhard Müller
Øgenavn: ”Der Bomber” (Bomberen)
Født: 3. november 1945 i Nördlingen, Vesttyskland.
Landskampe/mål: 62/68.
Klubber: TSV Nördlingen (1955-64), Bayern München (1964-78), Fort Lauderdale Strikers (1978-81), Smith Brothers Lounge (1981-82).
Titler: VM-guld (1974). EM-guld (1972). Europa Cuppen for mesterhold (1974, 1975 og 1976). Europa Cuppen for pokalvindere (1967). Tysk mester (1969, 1972, 1973 og 1974). Tysk pokalvinder (1966, 1967, 1969 og 1971). Årets spiller i Europa (1970).

Se mere om samme emne:
1 Kommenter
Fedt skrevet ;)

- Læser senere ..
Annonce
0
Share this
Følg os på Facebook
Relaterede artikler
Annonce
Mest læste
Annonce
Luk