Annonce
Annonce
Garrincha

Garrincha

Brasilien har produceret nogle af de bedste fodboldspillere i verden, og en af disse er Garrincha. Han var nok verdens bedste højrefløj gennem tiderne, og hans driblinger savner modstykke i moderne fodbold.

Brasilien har produceret nogle af de allerbedste fodboldspillere i verden, og en af disse er Garrincha. Han var nok verdens bedste højrefløj gennem tiderne, og hans driblinger savner modstykke i moderne fodbold. Brasilianeren var tillige et levende bevis på, at man kan opnå stor succes trods dårlige forudsætninger.

Garrincha, eller Manoel Francisco dos Santos som han egentlig hed, blev født med deforme ben. Det var nødvendigt med flere operationer allerede som barn, og lægerne mente, at han skulle prise sig lykkelig, hvis han overhovedet kom til at gå. Han var både hjulbenet og kalveknæet, men sikke han kunne drible! Det venstre ben var bøjet indad, mens det højre ben var seks centimeter kortere end det venstre. Sammen med Pelé udgjorde han et af de stærkeste offensive makkerpar i fodboldhistorien på landsholdsniveau. Sammen tabte de aldrig én eneste landskamp, og Garrincha selv tabte blot en enkelt kamp, og det var ved hans sidste VM, 1966 i England.

Garrincha dribleshow:

På Goodison Park skulle Brasilien møde Ungarn efter 2-0 i den første kamp mod Bulgarien, hvor Garrincha scorede det andet mål. Ungarn fik en tidlig føring efter blot to minutter ved Bene, men Tostao udlignede 12 minutter senere. Mod slutningen af kampen tabte Brasilien dog pusten, og Ungarn vandt med 3-1.
Det blev også et 1-3-nederlag mod Portugal, hvor Eusebio scorede to mål, men her kom Garrincha ikke i kamp. Anderledes var det under VM 1962 i Chile. Her blev det til fire mål for Garrincha.

Gruppespillet forløb uden problemer for Brasilien, som derefter mødte England i kvartfinalen. Her slog Garrincha til to gange, og det kunne være blevet tre, hvis ikke Englands keeper Springett havde reddet et straffe.
I semifinalen mod Chile blev det også til to mål, men i det 83. minut blev Garrincha udvist, da han tabte besindelsen, fordi en chilensk spiller spyttede på ham og svinede ham til. FIFA bestemte dog alligevel, at Garrincha fik lov at spille i finalen mod Tjekkoslovakiet. Det var nok heldigt for Brasilien, der vandt med 3-1 og tog sit andet VM-guld i træk.

Den store fodboldspiller havde tre interesser ud over fodbold, og det var vin, kvinder og sangfugle. Hans øgenavn Garrincha betyder netop sangfugl. Desværre kom den førstnævnte interesse til at koste Garrincha dyrt, da han døde som følge af sit alkoholmisbrug i 1983 i Sao Paulo. På det tidspunkt var han ruineret, men der er mange, der stadig husker sangfuglen, som trods sit handicap blev en af verdens bedste fodboldspillere. Spørgsmålet er, om der nogensinde har været en bedre dribler og tekniker.

Navn: Manoel Francisco dos Santos
Tilnavn: ”Garrincha” (Sangfuglen)
Født: 18. oktober 1933 i Pau Grande, Brasilien.
Landskampe/mål: 54/34.
Klubber: Pau Grande (1949-1953), Botafogo (1953-1962), Corinthians (1962-1966), Red Star Paris (1967-68), Atlético Junior (1968-1969), Fluminense (1969-1970).
Titler: VM-guld 1958 og 1962.

Se mere om samme emne:
1 Kommenter
Er ikke helt med betragtningen som verdens bedste dribler og tekniker nogensinde. Mener at Maradona var bedre i kraft af hvad jeg har set på videoen. Mener også at spiller som Lionel Messi og Cristiano Ronaldo er bedre. Dengang i 50-60 erne var forsvaret ikke særlig godt som man også kan se på videoen.
Annonce
0
Share this
Følg os på Facebook
Relaterede artikler
  • Der er mange, der mener, at Edson Arantes Nascimento, bedre kendt som Pelé, er den bedste spiller, der nogensinde har levet.

  • The Boys from Brazil – og nu kom Danmark også med

  • Den brutale VM-slutrunde

  • Så kom fodbolden endelig hjem

Annonce
Mest læste
Annonce
Luk