Annonce
Annonce
Tyskland vandt finalen på hjemmebane i 1970 mod favoritterne fra Holland. Tyskland vandt finalen på hjemmebane i 1970 mod favoritterne fra Holland.

VM 1974 Tyskland

Totaalvoetbal og en revolution i FIFA

1 2 Næste »


Totaalvoetbal og en revolution i FIFA

1970’erne var et forandringernes årti. Der var samfundsomvæltninger i den vestlige verden, hvor de seneste 25 års velstandsstigning blev forlangt mere ligeligt fordelt, ikke mindst til den nye, yngre og meget store generation, og det forplantede sig også til fodbolden.

Brasilien havde vundet tre ud af de fire seneste VM-turneringer – og hver gang efter en finalesejr over et europæisk hold. De sydamerikanske verdensmestre stod over for et generationsskifte, og med Europa Cup’en som springbrædt blev den europæiske fodbold dermed styrket kraftigt i løbet af årtiet, såvel spillemæssigt som på det kommercielle plan, hvilket lagde kimen til den dominans, som har været gældende lige siden.

Imidlertid stod også FIFA foran et systemskifte. Stanley Rous, FIFA’s præsident, havde efterhånden lagt sig ud med alle andre regioner end Europa, fordi han – trods et ønske om at globalisere spillet – arbejdede for, ved hjælp af selve strukturen af verdensforbundet og VM-turneringen, at tilgodese Europa på bekostning af de øvrige, regionale forbund.

Det var derfor intet under, at Rous blev væltet som FIFA’s præsident to dage før VM-slutrunden i 1974. Den mangeårige formand for the brasilianske fodboldforbund, Joao Havelange, havde i årene forud rejst verden rundt, og havde besøgt næsten to-tredjedele af FIFA’s medlemmer for at kommunikere sin ide om ikke nødvendigvis at reducere Europas dominans på banen men i stedet øge integrationen af de afrikanske, asiatiske og, naturligvis, sydamerikanske forbund gennem flere pladser i VM-slutrunden, hvis antal deltagere også skulle øges. Havelange blev FIFA’s nye præsident efter et kampvalg mod Rous.

Vesttyskland blev tildelt værtsskabet i 1966. Og efter VM-sølv samme år, bronze i 1970 samt EM-guld i 1972, så triumferede det sydtyske klubhold, FC Bayern München, i de europæiske klubturneringer, og det var også aksen fra det hold, Sepp Maier (mål), Franz Beckenbauer (libero) og Gerd Müller (centreforward), som gik igen på landsholdet i denne æra.

Dog var det et andet klub- og landshold, som lærte os, hvad totalfodbold er. Hollands træner, Rinus Michels, havde først udviklet konceptet, hvor en forsvarer også angriber – og en angriber også forsvarer, da han ledte Ajax AFC til såvel mesterskaber i Æresdivisionen som til tops i Europa Cup’en, og nu havde han overført det til landsholdet. Krumtappen på såvel klub- som landshold hed Johan Cruijff.

Englands tabte årti begynder – og politik afgør Chiles kvalifikation
I 1971 tillod DBU, at udlandsprofessionelle kunne spille på landsholdet. Det tog dog nogle år, før det gav pote, og Danmark havde derfor ikke en chance i sin kvalifikationspulje, hvorfra Skotland kvalificerede sig, og Tjekkoslovakiet sluttede som nummer to, bl.a. efter at have besejret Danmark med 6-0 i Prag.

England, verdensmester i 1966 (4-2 over Vesttyskland), kvartfinalist ved VM 1970 (2-3 til Vesttyskland) og EM 1972 (1-3 og 0-0 mod .. Vesttyskland), skulle blot have overstået kvalifkationen mod Wales og Polen, OL-guldvinder i 1972. Men, ”fluefangeren” Jan Tomaszewski i det polske mål ville det anderledes. I den afgørende kamp, på Wembley, holdt han stort set alle forsøg inden for rammen, og efter 1-1 var sensationen en realitet og England dermed ikke kvalificeret! Landstræner Alf Ramsey måtte gå af, og der skulle gå 10 år, før England gjorde væsen af sig, igen.

I tillæg til Polen, kvalificerede også østlande som Jugoslavien, Bulgarien og Østtyskland sig. Sovjetunionen kvalficerede sig til en playoff-kamp mod Chile. Politik kom nu på tværs, og efter 0-0 i Moskva nægtede Sovjetunionen at spille på det stadion, som chilenerne havde anvist, og det var derfor en bizar kamp, med blot ét hold på banen, som den østrigske dommer, Linemayr, fløjtede i gang. Chiles Valdéz scorede til 1-0 i det tomme mål, og da der ikke var en modstander til at give bolden op igen, så blev kampen afbrudt – og Sovjetunionen tabte med 0-2 på skrivebordet.


Kunstnerisk VM-plakat.

Øst- mod Vesttyskland
I modsætning til den siden 1954 anvendte model med en indledende runde og så cup-kampe, gik FIFA i 1974 over til to puljerunder. De 16 deltagere var placeret i fire grupper, først, og de to bedst placerede gik videre til anden runde, igen med fire hold pr. gruppe. Gruppevinderne gik da til VM-finalen, mens gruppernes nummer to mødtes i kampen om 3. pladsen.

Åbningskampen mellem Brasilien og Jugoslavien endte 0-0. Skæbnen havde placeret Øst- og Vesttyskland i den samme pulje. Deres første og, skulle det senere vise sig, eneste opgør vandtes overraskende af Østtyskland med 1-0 på et mål af Jürgen Sparwasser knap et kvarter før tid. Af andre overskrifter kan nævnes, at den til dato største sejr i en VM-slutrunde var en realitet som følge af Jugoslaviens 9-0 over debutanterne fra Zaïre, samt at Italien ikke kvalificerede sig fra sin indledende pulje, da den afgørende kamp blev tabt med 1-2 til Polen, der igen beviste sin styrke.

De forsvarende verdensmestre, Brasilien, havde skiftet spilsystem efter Pelés tilbagetræden, og i stedet for den vanlige stil med angrebsivrig fodbold, så var det nu ”safety first”. Alene i det inter-amerikanske opgør mod Argentina (2-1) i mellemrunden viste brasserne, hvorfor de ikke skulle afskrives. I sidste ende rakte det dog ikke til finalen, som effektive Holland nåede efter 2-0 over Brasilien. Den kamp fik et nyskabende efterspil, da Marinho i november 1974 – næsten et halvt år senere – blev spærret af FIFA i tre kampe efter at have studeret TV-billeder af ”usportslig adfærd”.

Efter 0-1 nederlaget til Østtyskland havde værtsnationen ændret radikalt på opstillingen, og i mellemrunden satte Europamestrene den offensive trumf på og dominerede samtlige opgør. Det sidste, og afgørende, mod Polen, er gået over i VM-historien som ”die Wasserschlacht” eftersom der i timerne op til kampen var faldet så meget regn, at banen bogstaveligt talt stod under vand. Alligevel blev den gennemført, og selvom fluefanger Tomaszewski parerede et straffespark, så vandt Vesttyskland med 1-0 og fik finalepladsen, mens Polen kvalificerede sig til en kamp om bronzen mod Brasilien. Efter England i kvalifikationen og Italien i den indledende gruppe, så fuldbyrdede polakkerne hattricket ved også at detronisere Brasilien på et mål af Grzegorz Lato, slurundens topscorer.

På næste side kan du læse om den medrivende finale!

1 2 Næste »
Se mere om samme emne:
Ingen kommentarer

Ingen kommentarer

Annonce
0
Share this
Følg os på Facebook
Relaterede artikler
Annonce
Seneste debatindlæg
Annonce