Annonce
Annonce
De engelske spillere med VM-pokalen i 1966. De engelske spillere med VM-pokalen i 1966.

VM 1966 England

Så kom fodbolden endelig hjem

1 2 Næste »


Så kom fodbolden endelig hjem

Den globale fodbold mistede sin uskyld med den skandaløst brutale VM-slutrunde i 1962, og det var mange i FIFA magtpåliggende, at 1966-udgaven skulle blive et parade-nummer.

Lidt kluntet havde FIFA-Præsident, Stanley Rous, således også tilbudt Afrika, Asien og Oceanien, at de tre forbund tilsammen var garanteret én plads i slutrunden. Forslaget føjede dog blot spot til skade, eftersom Afrika og Asien hver ville garanteres én. Samtlige afrikanske nationer trak sig herefter fra VM-kvalifikationen, og vi gik dermed glip af at opleve Ghana, som under OL-slutrunden 1964 havde gjort stort væsen af sig, såvel som havde vundet de to seneste udgaver af det afrikanske mesterskab. Det ældste fodboldforbund, FA, blev stiftet i 1863 og selvom der var andre om budet, så blev VM-slutrunden 1966 tildelt England – nærmest som en gave i anledning af 100-års dagen.

Football's coming home 1966.
Football's coming home 1966.

Danmarks første VM-sejr
Efter en relativt overkommelig kvalifikation, så havde Danmark kvalficeret sig til slutrunden om Nations Cup (Euromesterskabet) i Spanien i juni 1964. Efter semifinale-nederlaget til Sovjetunionen, så måtte der forlænget spilletid til, inden Ungarn vandt bronzemedaljerne på bekostning af danskerne.

Danmark åbnede VM-kvalfikationen i oktober 1964, og første hurdle var Wales, der i 1958 havde tabt med 0-1 til Brasilien i VM-kvartfinalen. Kampen blev indledt med ét minuts stilhed til ære for DBU’s formand, Ebbe Schwartz, som døde under hjemrejsen fra OL i Tokyo to dage forinden. Goal-getteren, Ole Madsen (HIK), scorede kampens enlige mål, og bragte Danmark sin første sejr i en VM-turnering. Resten af VM-kvalifkationen formede sig ikke for de rød-hvide, der slutede sidst i puljen med én sejr, én uafgjort (mod Grækenland) og fire nederlag (to mod Sovjetunionen og ét mod hver af Grækenland og Wales). Den europæiske kvalifikation udmundede sig i, at de fleste ”store” lande nåede til slutrunden i England: Vesttyskland, Frankrig, Portugal, Ungarn, Sovjetunionen og Spanien (EM-guld 1964).

Portugal kvalificerede sig foran Tjekkoslovakiet (VM-sølv 1962, OL-sølv 1964). Det var en understregning af det tronskifte, som havde fundet sted i europæisk klubfodbold de forgangne år. Efter den spanske kongeklub, Real Madrid CF, havde vundet Europa Cup’en for mesterhold de første fem år, nåede portugisiske SL Benfica – med den i Mozambique fødte Eusebio på holdet – finalen i fire ud af de efterfølgende fem år (mindst én af de to klubber var med i SAMTLIGE af de første 11 finaler).

At Schweiz, som blev ledet af italienske Alfredo Foni (VM-guld 1938), overvandt Holland i kvalifikationen var ikke nogen sensation, eftersom dette var nogle år før Oranjes storhedtid oprandt. Jugoslavien blev også hjemme, da klubben ikke formåede at vinde over Norge, hvilket gruppevinderen, Frankrig, klarede.

Den sydamerikanske kvalifikation banede vejen for Uruguay (VM-guld i 1930 og 1950), Argentina (sølv i 1930) og Chile (bronze i 1962), så heller ingen sensationer dér. Det samme gjaldt Mellemamerika, hvorfor Mexico kvalificerede sig. Eneste løftede øjenbryn gjaldt Nordkorea, som var med for første gang – og derfor ikke blev tillagt nogen større betydning. Med andre ord: feltet havde aldrig før været stærkere ved en VM-slutrunde, og en hel fodboldverden så frem til at finde ud af, hvem der skulle løfte Jules Rimet-trofæet efter finalen.

Et gadekryds ved navn Pickles
Det var nemlig lige før, at der ikke var noget trofæ at spille om! I 1966 var pokalen udstillet i en montre på frimærkeudstillingen Stampex i Westminster. Søndag den 20. marts, mens udstillingen var lukket for offentligheden, blev fodboldens ypperste symbol stjålet. Ved højlys dag.

I en hel uge var trofæet som sunket i jorden. Den omfattende politiundersøgelse havde ikke givet resultat, og FA – i kapløb med tiden – planlagde at få fremstillet en kopi, som kunne anvendes, hvis originalen ikke blev bragt til veje igen. I den sydlige London-forstad Upper Norwood gjorde 26-årige David Corbett ved 21-tiden sig klar til at gå en tur med sin hund, Pickles, et sort-og-hvidt gadekryds. Da de kom udenfor, så var Pickles meget optaget af at snuse til et bundt avispapir bundet om med snor. Corbett samlede pakken op og rev i aviserne. Vi kan kun gisne om hans overraskelse, da han opdagede, hvad Pickles havde fundet: Jules Rimes-trofæet.

Brasilien kunne ikke med en skadet Pelé
I indledende runde var Brasilien i pulje med Bulgarien, Ungarn og Portugal. De forsvarende dobbelt-verdensmestre vandt en pyrrhus-sejr på 2-0 over Bulgarien, eftersom den bulgarske forsvarer, Yechev, gentagne gange fik sparket Pelé, så hans spil og fysik til sidst gik i stykker. Storstjernen var oversidder i den næste kamp mod Ungarn, da brasserne ikke forventede noget problem. Om det var den nådesløse engelske regn skal være usagt, men den glatte grund så ud til at bekomme magyarerne bedre, og efter 1-1 ved pausen, så fik sydamerikanerne ikke et ben til jorden i 2. halvleg, og Ungarn vandt med 3-1.

Pelé blev gjort klar til den sidste puljekamp mod Portugal, men et grimt overfald af Marois skadede virtuosen så meget, at han blev parkeret på en wing-plads uden indflydelse på spillet. Eusebio overtog det tomrum, som Pelé efterlod og med to mål i 3-1 sejren sendte ”den europæiske Pelé” verdensmestrene hjem allerede efter puljekampene!

Den anden dobbelt-verdensmester, Italien, kvalificerede sig heller ikke til kvarfinalen. I den sidste puljekamp skulle Azurri blot besejre debutanterne fra Nordkorea. Det er naturligvis for længst gået over i VM-historien, at sådan gik det ikke. Nordkorea vandt sensationelt 1-0 på målet af Pak Doo-ik. I kvartfinalerne mødtes de to banemænd, Portugal og Nordkorea. Fuldstændig sensationelt bragte asiaterne sig foran 3-0 halvvejs i 1. halvleg, men Eusebio scorede kampens næste fire mål, inden José Augusto lukkede til slutresultatet 5-3.

Eusebio blev turneringens topscorer. Han ledte Portugal til VM-bronze efter semifinale-nederlaget til England, der i kvartfinalen havde besejret Argentina med 1-0 efter en hårdt spillet kamp. Den huskes især for udvisningen af den argentinske anfører, Rattin, som i syv minutter nægtede at forlade banen, inden Bobbys eskorterede ham ud. Det var ikke sidste gang, de to lande leverede en drabelig dyst...

På næste side kan du læse om verdens mest berømte ikke-mål i VM-finalen...

1 2 Næste »
Se mere om samme emne:
Ingen kommentarer

Ingen kommentarer

Annonce
1
Share this
Følg os på Facebook
Relaterede artikler
Annonce
Seneste debatindlæg
Annonce