Annonce
Annonce
VM-finalen kom til at stå mellem værtsnationen Sverige og Brasilien. VM-finalen kom til at stå mellem værtsnationen Sverige og Brasilien.

VM 1958 Sverige

The Boys from Brazil – og nu kom Danmark også med

1 2 Næste »


The Boys from Brazil – og nu kom Danmark også med

VM-slutrunden i 1954 havde for alvor globaliseret fodbolden.Turneringsformatet, en indledende runde med puljekampe og herefter knald-eller-fald opgør, havde vist sig at bidrage til et meget højt teknisk niveau og stadig stigende intensitet, som turneringen skred frem.

Siden var mange ting hændt i den internationale fodboldarena. Fra et europæisk synspunkt kan nævnes, at UEFA havde introduceret Europa Cup’en for mesterhold i 1955, og i 1957 blev også vedtaget at indføre en turnering for landshold, Nations Cup, hvilket senere udviklede sig til EM-turneringerne.

På den triste side oplevede en hel fodboldverden, at det ungarske landshold nærmest ophørte med at eksistere. Efter nederlaget i VM-finalen 1954 var den folkelige opbakning vendt til noget nær det modsatte, og under den kommunistiske magtovertagelse i 1956 var hovedstadsklubben Honved på udlandsrejse, og mange spillere valgte simpelthen ikke at returnere til Budapest, hvilket også virkede som en åreladning af landsholdet.

Og så var der ”the Busby Babes”, Manchester United FC. Den engelske storklub havde tidligt i februar 1958 kvalificeret sig til semifinalerne i Europa Cup’en for mesterhold ved, sammenlagt, at besejre Crvena Zvezda (Røde Stjerne) fra Jugoslavien med 5-4 (2-1 hjemme og 3-3 ude). Dagen efter skulle delegationen flyve hjem til Manchester, men under indflyvningen til en mellemlanding i München gik det galt, og flyet styrtede ned. 21 spillere, herunder stamspillere på det engelske landshold, og ledere blev dræbt. Cheftræner Matt Busby overlevede men med svære kvæstelser.

For første gang siden 1934 var Argentina tilmeldt, og optakten gik som smurt, indtil trioen Maschio, Angelillo og – ikke mindst – Sivori blev købt af italienske Serie A-klubber og efterfølgende blev ”nationaliserede italienere” og derfor ikke længere stod til rådighed for sydamerikanerne.

VM-plakaten
Den officielle VM-plakat 1958.

Danmark dypper fødderne i kvalifikationen

Med UEFA’s stiftelse i København, præsidentskabet til DBU’s formand, Ebbe Schwartz, og med en VM-slutrunde i Sverige – tilmed med puljekampe i Malmö – så kunne DBU ikke længere modsætte sig at stille op i VM-kvalifikationsturneringen, uanset at den var udpræget professionel, hvilket på daværende tidspunkt stred mod de danske amatørprincipper.

Den 3. oktober 1956 spillede Danmark således sin første VM-kvalifikationskamp nogensinde. Det var på Dalymount Park i Dublin, og Republikken Irland tog imod. DBU havde hyret Alf Young som træner for at forberede de danske spillere, med anfører Knud Lundberg i spidsen, bedst muligt. Irerne vandt dog 2-1 i en kamp, hvor AGF-spilleren Aage Rou Jensen fem minutter før tid blev Danmarks første målscorer i en VM-kamp.

Lad det være sagt med det samme: Danmark tabte samtlige fire kvalifikationskampe. Det blev 0-2 hjemme mod Irland, og endte med et 2-5 nederlag til England i Wolverhampton samt 1-4 i Københavns Idrætspark. Fem af englændernes ni mål scoredes af Tommy Taylor fra Manchester United. Han var blandt de omkomne i det forfærdelige flystyrt nævnt ovenfor.

Udover England kvalificerede Skotland, Nordirland og Wales sig også. Altså alle fire ”Home” nationer i United Kingdom. Især Nordirlands kvalifikation var sensationel, for det blev på bekostning af de dobbelte verdensmestre fra Italien. Den afgørende kamp, mellem de to nationer – og som vandtes med 2-1 af nordirerne – var faktisk en omkamp, eftersom det oprindelige opgør, som endte 2-2, blev betragtet som en venskabskamp, eftersom den påsatte dommer ikke kunne nå frem til Belfast grundet en tåge i London. Kampen, der er gået over i VM-historien som ”the Battle of Belfast”. Kampen var ond, og efter et italiensk overfald på en nordirsk spiller mod slutningen af kampen, måtte de italienske spillere eskorteres af banen af hjemmeholdet, med anfører Blanchflower i spidsen, for ikke at blive lynched af de rasende tilskuere, som først efter kampens begyndelse fik at vide, at de ikke længere overværede en VM-kvalifikationskamp.



1 2 Næste »
Se mere om samme emne:
Ingen kommentarer

Ingen kommentarer

Annonce
0
Share this
Følg os på Facebook
Relaterede artikler
Annonce
Seneste debatindlæg
Annonce