Annonce
Annonce
Top 30 - Største flop

Top 30 - Største flop

Real Madrid dominerer, når GOALs Kristian Borell kårer de 30 største flop i de europæiske ligaer i denne sæson. Selv populære navne som Arsène Wenger og Samuel Eto'o har fundet vej til listen.

Real Madrid dominerer, når GOALs Kristian Borell kårer de 30 største flop i de europæiske ligaer i denne sæson. Selv populære navne som Arsène Wenger og Samuel Eto'o har fundet vej til listen.

Af Kristian Borell

30. (-) Dida, Milan
Dida fortsætter med at synke som en sten, og Milan blev tvunget til at købe en ny målmand, da transfervinduet åbnede i januar. Blot få uger efter Marco Storaris (Messina) ankomst blev Dida enig med Milan om en kontraktforlængelse. Det betyder bare, at Milan kan få flere penge for den brasilianske keeper, når den sælger ham.

29. (-) Alberto Gilardino, Milan
Alberto Gilardinos scoringsgennemsnit daler for anden sæson i træk. 17 ligamål i debutsæsonen i Milan var dog fuldt ud acceptabelt. Det tal har han ikke været i nærheden af i denne sæson, og alle advarselslamper blinker. Milans generationsskifte i angrebet er ved at slå fejl.

28. (-) Francesco Guidolin, Palermo
Francesco Guidolin råder over en spillertrup, der ville gøre en stor del af Europas trænere grønne af misundelse. Alt er tilsyneladende på plads til at opbygge et hold med en stram defensiv og en lynende farlig offensiv. Guidolin kan dog ikke få brikkerne til at falde på plads, og hans Palermo-hold er enten-eller. Enten stærkt i defensiven eller offensiven, men aldrig begge dele samtidig.

27. (-) Mirko Vucinic, Roma
Det er ikke Mirko Vucinics skyld, at Roma satsede på ham som central angriber inden denne sæson. Men det er montenegrinerens skyld, at han ikke er på banen for at yde sig selv retfærdighed.
I skrivende stund står han noteret for to ligakampe fra start i denne sæson efter en lang skadespause. For to sæsoner siden fejrede Vucinic store triumfer med 19 mål for Zemans ultraoffensive Lecce.
Sommeren efter blev han syg efter at have spist fordærvede muslinger, genfandt aldrig formen og var en skygge af sig selv, da Lecce rykkede ned fra Serie A. Vucinics karriere er for nedadgående.

26. (-) Adriano, Inter
Først træt og tung i antrittet. Siden mere boldsulten, men stadig langtfra den spiller han engang var. Det er historien om sæsonens Adriano. Inter lod superstjernen tage hjem til Brasilien på ubestemt tid for at finde sig selv i løbet af sæsonen.
Det så bedre ud, da han kom tilbage, men hvem kan tro andet, end at Inter helst vil af med ham? I løbet af sine fire første sæsoner i Italien tog Adriano store skridt frem mod en position som verdens bedste angriber. De to seneste sæsoner har forvandlet ham til en udbrændt stjerne.

25. (-) Borussia Dortmund
Igennem flere årtier arbejdede Borussia Dortmund målbevidst for at nå den absolutte top. Med sejren i Champions League i 1997 så det ud til at være lykkedes, men skinnet bedrog.
Klubben vandt ganske vist mesterskabet i 2002, men er efterhånden en vildfaren klub på konstant nedtur. Det er ikke sikkert, at Borussia Dortmund spiller i den bedste række efter sommerferien. Måske vil netop et ophold i den næstbedste række være godt for klubben og få alle i klubben til at trække på samme hammel. Borussia Dortmunds nedtur er et stykke moderne fodboldhistorie.

24. (-) Shakhtar Donetsk
Nu om dage er der mange penge i østeuropæisk fodbold. Shakhtar Donetsk er et af de hold, der har fået de største kapitalindsprøjtninger, men ikke desto mindre har holdet kun haft succes hjemme i den ukrainske liga. I Europa er triumferne udeblevet.
På papiret lyder en lang flyrejse og en vanskelig udekamp i det kolde Ukraine som en sikker opskrift på succes. Virkeligheden er en anden. I denne sæson formåede Shakhtar end ikke at besejre notorisk udesvage Olympiakos hjemme i gruppespillet i Champions League. Ejeren og præsidenten Rinat Akhmetov kan ikke være tilfreds.

23. (-) West Ham
Det betyder intet, at der var udbredt tvivl om købet af Carlos Tévez og Javier Mascherano. Historiebøgerne vil fortælle om en sæson, hvor West Ham fik to verdensstjerner og derefter rykkede ned.

22. (-) Charlton
Igennem 15 år viste Charlton, hvad man skal gøre for at få en lille klub til at spille i den bedste række i den ene sæson efter den anden. Men da manager Alan Curbishley forlod klubben, viste det sig, at Charlton ikke kunne så meget, som vi troede. Klubben, som er blevet et forbillede for andre små klubber, dummede sig godt og grundigt og erstattede 15 års stabilitet med en trænerkarrusel.

21. (-) Tottenham
Tottenham fortsætter med at floppe sæson efter sæson, uanset hvor godt det ser ud på forhånd. Succesen i UEFA Cup’en hjælper ikke – det er Champions League, der er målet.

20. (-) Javier Mascherano, Liverpool
Verdens bedste unge midtbaneankermand var et kæmpe flop i West Ham. Mascheranos store spilforståelse og hårde nærkampspil burde være en sikker succes i Premier League. Sådan kom det ikke til at gå. På længere sigt vil Mascherano have godt af modgangen, men det forhindrer ikke Mascherano i at være et af sæsonens helt store flop.

19. (-) Miroslav Klose, Werder Bremen
Efter sin anden flotte VM-slutrunde i træk skulle Miroslav Klose vise, at han havde etableret sig som en af verdens absolut bedste angribere. Han formåede at gøre det hjemme i Bundesligaen, men ude i Europa lykkedes det slet ikke. Juventus og Real Madrid skal ikke være kede af, at Klose ser ud til at blive i Tyskland.

18. (-) Walter Samuel, Inter
Walter Samuel skiftede tilbage til Italien for at genstarte en karriere, som var kæntret totalt efter skiftet fra Roma til Real Madrid i sommeren 2004. Det endte i stedet med en plads bagerst i hierarkiet i Roberto Mancinis Inter. Materazzi, Córdoba, Burdisso og så Samuel. Trist.

17. (-) Gennaro Gattuso, Milan
Efter en lang VM-sommer har Gennaro Gattuso slet ikke haft kræfter til at kæmpe så hårdt, som han plejer. Hvis ikke Milans trætte stjerner tager sig sammen og vinder Champions League, vil årets sæson gå over i historien som den sæson, da alle troede, at det var nok at møde op til kamp for at vinde. Motivation slår altid klasse.

16. (-) Carlo Ancelotti, Milan
Milan har igennem flere sæsoner afvist at forynge holdet og betaler nu en meget høj pris for stædigheden. Men skylden ligger ikke udelukkende hos klubledelsen. Carlo Ancelotti har skabt en situation, hvor for mange spillere har været alt for sikre på deres plads i startopstillingen. Derfor er det ikke så mærkelig, at det ser ud, som det gør.
Ancelotti taler om at blive længe i Milan, men det er ingen hemmelighed, at klubben gerne ser en ny træner til næste sæson. Silvio Berlusconi vil helst have Frank Rijkaard eller Marco van Basten, men det er langtfra sikkert, at nogen af dem vil overtage det milanesiske alderdomshjem.

15. (-) Samuel Eto'o, Barcelona
Samuel Eto'o har altid været sikker på, hvad han kan udrette på en fodboldbane, og det har gjort, at hans cigarføring har været høj. Camerounerens opførsel i løbet af sæsonen viser, at det stadig forholder sig på den måde. Mens Barcelona var hårdt presset både på og uden for banen, valgte Eto'o at gå i clinch med Ronaldinho og træner Frank Rijkaard. Fodbold handler om mere end bare at kunne løbe hurtigt.

14. (-) Michael Ballack, Chelsea
I sin tid i Bayern München formåede Michael Ballack aldrig at løfte arven efter forgængeren Stefan Effenberg. Fire sæsoner i den tyske mesterklub sluttede med tre mesterskaber og to hjemlige pokaltitler. Men mod de allerbedste i Champions League var det bedste resultat en kvartfinaleplads.
Ikke desto mindre stod flere storklubber i kø, da kontrakten med Bayern løb ud. Ballack valgte Chelsea og stillede til tjeneste under Mourinho. Den tyske stjerne har set tung ud i store dele af sæsonen, og ingen taler længere om Lampard-Ballack som en drømmeduo på midtbanen. En stærk indsats for et Chelsea-hold, der vinder Champions League, er det eneste, der kan løfte Ballacks glorie på plads igen.

13. (-) Lukas Podolski, Bayern München
I 2005/06 scorede Lukas Podolski 12 ligamål, lagde op til 8 og fik sit store gennembrud på det tyske landshold. Bayern München kunne lide, hvad de så, smed ti millioner euro på bordet og fik deres mand. Podolski fulgte op med at være en vigtig brik på det tyske landshold, der nåede semifinalen ved VM på hjemmebane, men så stoppede eventyret brat.
Sæsonens Bayern München-hold har svært ved at score mål, og Podolski imponerer ikke. I skrivende stund er Podolski noteret for fire ligamål og et mål i Champions League. Det er ikke i nærheden af at være godt nok for en angriber hos de tyske rekordmestre. I Bayern München er der ingen undskyldning for ikke at levere de mål, som klubben vil have. Tilbage til start.

12. (-) Paul Le Guen, Paris SG
Paul Le Guen fik en strålende start på trænerkarrieren i Rennes og Lyon. Efter tre mesterskaber i træk med Lyon kom nedturen. Le Guen valgte Glasgow Rangers som ny klub efter et års pause, men var ikke i stand til at sætte skik på holdet.
Holdet floppede i samtlige turneringer, og den franske mestertræner tog anførerbindet fra fansenes kæledægge Barry Ferguson i et forsøg på at ændre tingenes tilstand. Det hele endte med et brud mellem Le Guen og Rangers efter blot et halvt år.
Få dage efter skilsmissen kom Le Guen i ilden igen, da han tog det job, som han tidligere havde svoret, at han aldrig ville tage. Paris SG var på en grim slingrekurs i ligaen og betragtede den tidligere spiller Le Guen som den rette mand til at føre klubben tilbage mod toppen.
PSG’s vanskelige situation blev snart endnu mere vanskelig. I begyndelsen af karrieren gjorde Le Guen alt rigtigt, nu ser han ud til at gøre alt forkert.

11. (-) Lilian Thuram, Barcelona
Lilian Thuram hører efterhånden til den gruppe af forsvarere, som stiller sig i vejen i stedet for at løbe om kap med angriberne. Det er nu ikke derfor, han er et flop. Thuram har altid haft ry som en intelligent fodboldspiller, som har kunnet diskutere ting uden for fodbold.
Den troværdighed, han har opbygget igennem en lang karriere, er nu udvisket efter hans forsøg på at distancere sig fra sidste sommers italienske fodboldskandale. Thuram har gang på gang angrebet Juventus’ daværende klubledelse og hævdet, at spillerne minsandten ikke vidste noget om, hvad der foregik.
Fem sæsoner i Juventus, og Thuram bemærker ikke, at det hold, han spiller for, konstant bliver behandlet yderst velvilligt af dommerne? Fransk hybris, når det er værst.

10. (-) Andriy Shevchenko, Chelsea
GOAL har ofte kritiseret Andriy Shevchenko for at have en negativ indflydelse på sit holds spil. Den ukrainske superstjerne vil helst løbe længe med bolden, inden han afdribler sin modstander og finder det fjerneste hjørne med et kanonskud. Han er ikke tilfreds med at sætte sidste fod på bolden i det lille felt.
José Mourinho var egentlig slet ikke interesseret i Shevchenkos lange løb med bold, men måtte give sig, da ejeren Roman Abramovich insisterede. Mourinho fik ret, og Abramovich fik en lang næse.
Shevchenkos sæson har været én lang fiasko. Det ville være skæbnens ironi, hvis det lykkedes for Chelsea at vinde Champions League på et finalemål af Shevchenko. Så kan hans tilhængere fortsat hævde, at han er en af verdens bedste angribere. Intet kunne være mere forkert. I hvert fald ikke hvis man ønsker at velfungerede hold.

9. (-) Fabio Cannavaro, Real Madrid
Real Madrid har en stolt tradition for forsvarslinjer bygget op omkring en general, som med store lederegenskaber binder defensiven sammen. I store dele af 1990’erne og i begyndelsen af dette årti var det Fernando Hierro, der regerede med jernhånd, og klubben vandt titler på samlebånd.
Hierro blev tvunget på porten efter at have vundet sit femte mesterskab med klubben i 2003, og siden da har Real Madrid intet vundet. Købet af Fabio Cannavaro skulle ændre på den situation. Det italienske landsholdsanfører havde været verdens bedste midterforsvarer i de to foregående sæsoner og lignede det perfekte nyindkøb.
Men Cannavaros indsatser i denne sæson har ladet meget tilbage at ønske, og alt tyder på, at hans spanske eventyr lakker mod enden.

8. (-) Juan Román Riquelme, Boca Juniors
Man kunne se luften gå ud af Juan Román Riquelme, da han brændte straffesparket mod Arsenal i semifinalen i sidste års Champions League. Men ingen havde troet, at det argentinske boldgeni ville falde så meget sammen. Riquelme er en skygge af sig selv, og en fodboldkarriere, hvor glæden alt for sjældent er kommet til udfoldelse, lakker mod enden.

7. (-) Galliani-Braida, Milan
Ansvaret for Milans manglende foryngelseskur og situationen med en alt for sikker startopstilling ligger tungt på vicepræsidenten Adriano Galliani og hans sportschef Ariedo Braida. Milan er havnet i en farlig situation, hvor klubben ikke længere er lige så attraktiv.
Hverken for nye spillere eller for dem, der allerede er i klubben. Sidste sommer overvejede både Kakà og Andrea Pirlo at skifte klub. Desuden snuppede Inter Zlatan Ibrahimovic, selv om Milan troede, at kontrakten med svenskeren var i hus. Milan skal bryde denne tendens så hurtigt som muligt.

6. (-) Bayern München
Bayern Münchens satsning på unge hjemlige spillere kombineret med ældre rutinerede spillere gik ikke som planlagt. Holdet spillede skidt og kurede nedad i tabellen, og et trænerskifte fulgte snart. Den gamle kending Ottmar Hitzfeld afløste Felix Magath, men spillet er ikke blevet nævneværdigt bedre.
Med mindre der sker noget drastisk, vil klubben opleve sin dårligste sæson siden 1994/95 (6. plads). Så kan selv en semifinaleplads i Champions League – den første i seks sæsoner – ikke redde sæsonen.

5. (-) Emerson, Real Madrid
I sommeren 2006 skiftede Emerson til Real Madrid som verdens bedste defensive midtbanespiller. Blot få måneder senere var han intet værd. I hvert fald ikke i Madrid. Fansene kunne ikke lide den brasilianske stjernes måde at spille fodbold på og begyndte at pifte ad ham.
Emerson tog det ilde op og nægtede at spille hjemme på Santiago Bernabéu. Det er intet mindre end uhørt, at en spiller nægter at spille, fordi fansene pifter ad ham.

4. (-) Fabio Capello, Real Madrid
Italien og Spanien er ingen god kombination. Det gør, at det blot er et spørgsmål om tid, inden Fabio Capello bliver tvunget væk fra Real Madrid. Det ændrer dog ikke på, at Capello burde have fået meget mere ud af det spillermateriale, han har rådet over.
Den italienske mestertræner fik trioen Cannavaro-Emerson-Diarra som forstærkning til en svagt forsvar, men har alligevel ikke formået at få sat skik på Real Madrids ringe forsvarsspil. En Capello, der ikke kan sætte skik på forsvarsspillet, er og bliver et flop.

3. (-) Arsène Wenger, Arsenal
Arsène Wenger balancerer på en knivsæg. Franskmanden er ved at opbygge et hold, som skal dominere modstanderholdet med stor boldbesiddelse. Det er ikke nemt at spille på den måde. Det kræver stor tålmodighed at finde huller i den tilbagepressede modstanders forsvar, og det kræver spillere, der kender vejen til mål.
Wenger har måske fået sit Arsenal-hold til at spille med stor tålmodighed, men man kan ikke just påstå, at holdet har let ved at score mål. Superstjernen Thierry Henry er undtagelsen, der bekræfter reglen. Wenger har opbygget et hold, der slet ikke fungerer, når den store Henry er ude.
På længere sigt er der intet værre end at råde over et hold, der ikke kan klare sig uden en bestemt spiller, men det ser ikke ud til at bekymre Arsenals klubledelse. Man vælger i stedet at stirre sig blind på Henrys forvandling fra venstrefløj til en målfarlig central angriber og på alle de unge supertalenter, som Wenger har bragt til klubben.
I år spiller Arsenal sin tredje sæson i træk uden et mesterskab. Wengers uvilje mod at spille en angriber ind, der kan score mål, gør, at det heller ikke bliver til noget mesterskab til næste sæson.

2. (-) Gérard Houllier, Lyon
Gérard Houllier overtog posten som manager efter Paul Le Guen i sidste sæson og vil føre Lyon til klubbens sjette mesterskab i træk. Men han har fejlet med sin vigtigste opgave. Efter de mange mesterskaber er Lyons sigte indstillet på succes i Champions League.
I fjor røg holdet ud til Milan i kvartfinalen, og i år blev man sendt ud af turneringen allerede i ottendedelsfinalen. Houlliers mandskab blev knust af Roma på hjemmebane og tabte dermed kampen, man ikke kunne tabe.
Houlliers forsøg på at få spillerne til at føle sig uovervindelige endte med et arrogant og alt for selvsikkert hold. Lyons ry som et stærkt kollektiv, hvor ingen stjerner får særbehandling, har fået sig et knæk. Tilbage til tegnebrættet.

1. (-) Calderón-Mijatovic, Real Madrid
Ansvaret for, at det går dårligt for Real Madrid i denne sæson, hviler tungt på præsident Ramón Calderón og sportschef Predrag Mijatovic. I juli 2006 vandt de præsidentvalget og skred straks til værks. Valgløftet om køb af Kakà (Milan) og Cesc Fabregas (Arsenal) blev som ventet svært at indfri.
I stedet satsede de på gammelkendte Fabio Capello, Fabio Cannavaro og Emerson fra det Juventus-hold, som rykkede ned i Serie B, Mahamadou Diarra (Lyon) og Ruud van Nistelrooy (Manchester United).
Sammenlagt brugte Calderón og Mijatovic 61 millioner euro (Cannavaro og Emerson 20, van Nistelrooy 15 og Diarra 26) på en kvartet, som slet ikke har fungeret.
Calderón-Mijatovic overlod holdet til Capello, og alle vidste, at det næppe ville resultere i champagnefodbold. Da resultaterne udeblev, brokkede både fans, journalister og klubledelse sig. Calderón-Mijatovic har taget det som et tegn på, at et trænerskifte er en nødvendighed inden næste sæson. Duoen kender ikke opskriften på succes.

Se mere om samme emne:
Ingen kommentarer

Ingen kommentarer

Annonce
0
Share this
Følg os på Facebook
Relaterede artikler
  • Holdene i Champions League fejrer triumfer, når GOALs Kristian Borell kårer de stærkeste reservebænke i de europæiske ligaer.

  • For niende gang kårer GOALs Kristian Borell de største talenter under 22 år (født 1986 eller senere) i de europæiske ligaer. Arsenal dominerer med tre spillere i top 10 og fem i top 30.

  • GOAL’s Kristian Borell kårer de bedste frisparksskytter i de europæiske ligaer. Juninho Pernambucano har detroniseret MSL-flygtningen David Beckham og den skadesplagede Marcos Assuncao.

  • Otte år efter er kun tre spillere tilbage, når GOAL’s Kristian Borell kårer de bedste venstrekantspillere i Europa. Ronaldinho troner øverst, men bliver udfordret af de unge fremadstormende talenter David Silva og Cristiano Ronaldo.

  • Titlen som MVP, mest værdifulde spiller, dækker over lederegenskaber, loyalitet, fighterånd og så selvfølgelig evnen til at være bedst, når det virkelig gælder. GOAL kårer de 30 spillere i Europa, som er mest værdifulde for deres hold.

Annonce
Seneste debatindlæg
Annonce