Det er ingen anden italiensk spiller i moderne tid, der har fortryllet, berørt og oprørt så mange som Roberto Baggio, ”Il Divino Cudino”. Selv om han er en fredselskende buddhist, hvilket han har måttet høre en del for, har hans blotte navn ført til optøjer i visse byer.

Den gudbenådede spiller og tekniker begyndte med fodbold i sin fødeby i Caldogno. Roberto var en af otte søskende, og hver aften måtte hans far jage sønnen hjem fra fodboldbanen. Roberto elskede alt, hvad der havde med fodbold at gøre, og ganske tidligt fik klubberne øje på hans talent.

Vicenza, der dengang lå i Serie C, tilbød Baggio kontrakt som 15-årig, hvilket han accepterede. Inden Baggio forlod klubben til fordel for Serie A og Fiorentina, havde Vicenza taget skridtet op i Serie B. Debuten kom dog først i Baggios anden sæson for klubben.

Men skader satte en midlertidig stopper for Roberto, inden han atter kunne stjæle de store overskrifter. Medierne elskede den lille tekniker, der konverterede til buddhismen fra katolicismen. Den beslutning kom til at koste ham dyrt, da hans egen mor slog hånden af ham, hvilket dog blot styrkede hans overbevisning.

Sæsonen 1988/89 blev helt fantastisk, og hans 15 mål i 30 kampe gjorde ham til jaget vildt i Serie A. Juventus blev den klub, der havde held til at købe superstjernen, som han efterhånden var ophøjet til i 1990.

Da salget blev offentliggjort, var der voldsomme optøjer, og ophidsede folkemasser belejrede træningsanlægget i Firenze og Stadio Communale, Fiorentinas stadion. Baggio var jo fansenes store kæledægge og yndling.
Han blev en stor succes i Juventus som Platinis afløser, men han var ikke særlig tilfreds med at blive modtaget som en forræder af Fiorentinas fans. Det er noget, som han stadig er ked af den dag i dag.

Da Marcello Lippi blev træner i Juventus, var hvedebrødsdagene ovre. Lippi var ikke særlig vild med Baggio og valgte i stedet at satse på den yngre Alessandro Del Piero. Det førte til et skifte til Milan under ledelse af Fabio Capello.

Tiden under Capello blev heller ikke den store succes, og derefter gik turen til Bologna, hvilket skulle vise sig at være en god idé. Med sine 22 mål i 30 kampe sørgede Baggio for at sikre sig en kontrakt med Inter, samtidig med han genvandt sin plads på landsholdet.

Den guddommelige hestehale folder sig ud:

Landsholdet… ja, han fik debut i 1988 mod Holland, men det var først under VM i 1990 på hjemmebane, at han fik sit store gennembrud i ”Gli Azzurri”. Efter en temmelig træg start valgte landstræneren at spille med Baggio, og så kom både målene og spillet for alvor i gang.

Det kedelige for Baggio var, at han røg på bænken i semifinalen og først blev skiftet ind midt i kampen, som Italien tabte til Argentina efter straffespark. Baggio fik dog oprejsning tre år senere, da han blev kåret til årets bedste spiller af både FIFA og France Football. Derfor var han den store stjerne, da VM i USA løb af stabelen i 1994.

Selv om Italien ikke just spillede prangende, nåede de finalen med Baggio som den klart mest toneangivende spiller på holdet. I finalen mødte de storfavoritterne fra Brasilien. Det blev en af de absolut værste finalekampe i historien, og den endte naturligvis i straffespark.

Roberto Baggio var som sagt den store stjerne, men det var hans straffespark eller rettere afbrænder, der afgjorde kampen og sendte guldet til Brasilien.
Opholdet i Inter blev heller ikke, hvad Baggio havde håbet på, da han også her løb ind i Marcello Lippi som træner. Næste stop for en af Italiens bedste fodboldspillere nogensinde blev Brescia, men efter fire sæsoner i klubben bestemte Roberto Baggio sig for at indstille karrieren. Man kan kun håbe, at han har fået opfyldt sine drømme om et fredeligt og roligt liv, som han fortalte om i et interview for nogle år siden:

– Jeg tror, at jeg rejser til Fjernøsten, når karrieren er ovre, og slår mig ned i en lerhytte, hvor penge, mobiltelefoner og alle andre materielle ting ingenting betyder.

Navn: Roberto Baggio
Tilnavn: ”Il Divino Cudino” (Den guddommelige hestehale)
Født: 18. februar 1967 i Caldogno, Italien.
Landskampe/mål: 55/27.
Klubber: Vicenza (1982-85), Fiorentina (1985-90), Juventus (1990-95), Milan (1995-97), Bologna (1997-98), Inter (1998-00) og Brescia (2000-04).
Titler: Italiensk mester 1995 og 1996. Italiensk pokalvinder 1995. Verdens bedste fodboldspiller 1993. Årets spiller i Europa 1993.