Der er mange, der mener, at Edson Arantes Nascimento, bedre kendt som Pelé, er den bedste spiller, der nogensinde har levet. Han fortryllede en hel verden med sine finter og mål og regnes ikke alene som en af fodboldverdenens største, men også som en af de absolut største idrætsmænd i alle kategorier. Kun Muhammed Ali kom foran ham, da IOC skulle kåre den bedste idrætsmand i sidste århundrede.

Dico, som han blev kaldt af sin familie, blev født i Tres Coracoes og lærte snart at spille fodbold takket være sin far, som var en udmærket angriber. Da han blev opdaget af Waldemar De Brito, en af datidens store spillere i Brasilien, var han 11 år gammel og pudsede sko på gaden.

Pele Extreame !.

Pelé, et tilnavn eller snarere øgenavn han fik af en fyr på gaden, og som alle hans skolekammerater derefter brugte, spillede i Bauru Juniors, indtil han fyldte 15, hvorefter Brito tog med ham med til Santos og præsenterede ham med ordene:

– Den her dreng vil blive den bedste fodboldspiller i hele verden.

Brito vidste ikke, hvor meget han havde ret.

Allerede i sin første kamp mod Corinthians scorede Pelé, og det fortsatte han med gennem hele sin karriere. I sin første sæson blev Pelé topscorer for Santos, og det gav ham debut på landsholdet.

Argentina vandt over Brasilien med 2-1 i Rio de Janeiro, men Pelé scorede. En knæskade var nær ved at spolere Pelés deltagelse ved VM 1958, som blev afholdt i Sverige, og han gik glip af de to første gruppekampe mod England og Østrig.

Sidste gruppekamp mod Sovjet kunne han dog spille, og i den kamp fik den 17-årige fodboldartist sit gennembrud. I kvartfinalen mod Wales blev han den store helt, da han scorede kampens enlige mål i det 73. minut.

I semifinalen mødte Brasilien Frankrig, som havde den livsfarlige Just Fontaine på holdet. Inden kampen havde han banket ni mål ind, og der skulle komme flere. Vava gav Brasilien føringen allerede efter to minutter, hvorefter den notoriske måltyv Fontaine udlignede syv minutter senere. Didi gav dog igen Brasilien føringen til 2-1, og så stod der Brasilien på resten af kampen, eller måske nærmere Pelé.

For Pelé scorede hattrick – han scorede i alt 92 hattrick i løbet af sin karriere på landshold og klubhold – og Brasilien gik sikkert videre til finalen mod værtsnationen Sverige. Værterne kom hurtigt foran, men så overtog Brasilien showet og vandt til slut med 5-2. Pelé scorede to mål i kampen og seks mål i alt i turneringen. En ny verdensstjerne var tændt på fodboldhimlen.

Fire år senere var det tid til VM i Chile, og nu vidste alle, hvem han var. Pelé spillede stadig for Santos, der rejste rundt som en slags Harlem Globetrotters og spillede opvisningskampe for uhyrlige summer.

Pelé kunne have valgt en hvilken som helst klub i Europa, for de flokkedes omkring ham, da han havde scoret 127 mål for Santos i 1959. Men den brasilianske regering erklærede Pelé for en national skat, som ikke måtte sælges ud af landet.

En skade ødelagde hans deltagelse ved VM 1962, og han nåede kun med i to kampe. Målene fortsatte dog i samme takt for Santos, som han førte til to VM for klubhold i 1962 og 1963.

VM 1966 i England efterlod Pelé i tårer, da han blev udsat for en temmelig hårdhændet behandling af både de bulgarske og portugisiske forsvarere. Det blev dog til et mål i kampen mod Bulgarien. Til gengæld var han på toppen af sin karriere som 29-årig ved VM 1970 i Mexico, der blev hans store triumf.

Tjekkoslovakiet fik tæv med 1-4 i den første gruppespilskamp, hvor Pelé scorede ét mål. Anden kamp var mod England, og det var i den kamp, at Gordon Banks lavede den vildeste redning nogensinde på Pelés hovedstød fra tæt hold. Brasilien vandt alligevel med 1-0.

I den sidste gruppekamp mod Rumænien scorede Pelé to mål i 3-2-sejren. I kvartfinalen bød Peru på hård modstand, men Brasilien vandt til slut med 4-2. Uruguay måtte se sig besejret med 1-3 i semifinalen, og da Pelé gav Brasilien føringen i finalen mod Italien, var det nationens VM-mål nummer 100. Brasilien vandt med 4-1 og fik sin tredje indgravering i Jules Rimets pokal, som dermed tilfaldt Brasilien.

Pelé fortsatte med at spille fire år mere, inden han trak sig tilbage, og Santos ”pensionerede” trøje nummer 10 for altid. Det samme kunne ikke siges om Pelé, der gjorde comeback året efter i den nystartede nordamerikanske liga NASL. Trods rygter om en årsløn på omkring syv millioner dollars, spillede Pelé først og fremmest for at gøre sporten kendt i USA, det påstod han i hvert fald.

I oktober 1977 trak han sig endegyldigt tilbage, og i den sidste kamp var modstanderen Santos. I første halvleg spillede han for New York Cosmos, men i pausen skiftede han hold og afsluttede kampen og karrieren i den klub, hvor det hele for alvor startede, i Santos. 75.000 tilskuere var på plads, og inden kampen var Mohammed Ali på besøg i omklædningsrummet og sagde, at nu var der to ”The Greatest”.

Pelé var ikke kun en fantastisk fodboldspiller, men også et fantastisk menneske. Hans glæde på banen smittede ofte af selv på modstanderne. Engang stoppede han endda en borgerkrig, da der blev holdt 48 timers våbenhvile i Nigeria i 1967, så Pelé kunne spille en opvisningskamp i Lagos.

Efter karrieren har han været idrætsminister i Brasilien, arbejdet som Unicef-ambassadør og skrevet en række selvbiografier. Pelé er en af de allerstørste nogensinde, og hans 1282 mål i 1365 kampe, for landshold og klubhold, er uden sidestykke.

Navn
Edson Arantes do Nascimento
Øgenavn
”Pelé” eller ”Den sorte perle”
Født
23. oktober 1940 i Tres Coracoes, Brasilien.
Landskampe/mål
92/77.
Klubber
Bauru AC Juniors (1950-56), Santos (1956-74), New York Cosmos (1975-77).
Bedrifter
VM-guld 1958, 1962 og 1970. Copa Libertadores 1962 og 1963. VM for klubhold 1962 og 1963. Sao Paolo mester 1956, 1958, 1960, 1961, 1962, 1964, 1965, 1967, 1968, 1969 og 1973. Brasiliansk pokalvinder 1961, 1962, 1963, 1964, 1965 og 1968. Amerikansk mester 1977. Årets spiller i Sydamerika 1973.