Den russiske komet Andrey Arshavin er uden diskussion en af de mest omtalte spillere i europæisk fodbold netop nu. Først var han med til at føre sit klubhold Zenit St. Petersburg til tops i UEFA Cuppen i maj efter blandt andet at have ydmyget storfavoritterne fra Bayern München på hjemmebane med 4-0. Måneden efter var han en vigtig brik på det succesrige russiske landshold, der overraskende nåede helt til semifinalen i EM-slutrunden i Østrig og Schweiz, hvor Spanien dog blev endestationen.
Andrey har boet i St. Petersborg i hele sit liv. Han startede med at spille fodbold som 7-årig og fik sin fodboldopdragelse på den berømte russiske talentskole Smena, der ligger i byen. I 1999 kom han så til i Zenit St. Petersburg, hvor han fik debut på førsteholdet i 2000 efter at have tilbragt et par sæsoner på Zenits reservehold, som til daglig spiller i den næstbedste række i Rusland.
Arshavin er en alsidig spiller, der normalt ligger på den offensive midtbane som spilfordeler, men han kan også tage et skridt frem i banen, så han bliver hængende angriber, eller spille fløj. Han er lynende hurtig, driblestærk og udstyret med et hårdt og præcist skud og kan derfor både skabe og udnytte chancer på egen hånd. Men han har også et fantastisk blik for sine medspillere og lægger op til mindst lige så mange mål, som han scorer selv.
Arshavin folder sig ud – bemærk de mange flotte assists:
Arshavins unikke fodboldegenskaber og internationale succes på både klub- og landsholdsplan har naturligvis skabt interesse for ham i flere store europæiske klubber, heriblandt Milan, Chelsea, Arsenal og Barcelona. Men ifølge præsidenten for det russiske fodboldforbund, Vitaly Butko, vil Arshavin selv helst til Barcelona og spansk fodbold.
- Andrey har en drøm om at spille for Barcelona. Ud over det russiske landshold er Barca hans yndlingshold. Og han vil sagtens kunne spille for Barcelona og vise sin kvalitet dér, udtalte Butko for nylig til en spansk avis.
Og ”den lille zar”, som han kaldes, er ikke bleg for at tage udfordringen op:
- Jeg vil spille på gode baner, på de største stadions mod de bedste spillere i verden. Og nej, jeg er ikke det mindste bange for at fejle, siger han selv.
Det er unægteligt store ord fra den lille mand, men efter at have set Arshavin brillere i år, er det svært at være uenig med ham. Med sine 27 år er det ved at være på tide at drage udenlands, hvis han skal nå at skabe sig en karriere i en af de store ligaer. Men selv hvis det mod forventning skulle glippe med drømmekontrakten med Barcelona, skal Andrey nu nok klare sig. Ifølge de russiske medier tjener han omkring 500.000 kroner om ugen i Zenit. Og derudover har han en universitetsgrad i modedesign, ejer sit eget tøjmærke, har udgivet to bøger samt medvirket i et par film. Ikke dårligt af en 27-årig.
Navn: Andrey Arshavin
Tilnavn: Sjava, Den lille zar
Født: 29. maj 1981 i St. Petersborg, Rusland
Højde: 172 cm
Vægt: 69 kilo
Styrke: Boldkontrol, blik for medspillerne og hurtighed
Svaghed: Savner lidt fysik. Har fået sit internationale gennembrud lidt sent i karrieren.
Titler: Russisk mester (2007). UEFA Cup-vinder (2008). Bedste spiller i Rusland (2006).
|
Klub |
Kampe |
Mål |
| 2000- |
Zenit St. Petersburg |
217 |
47 |
(Statistikken er opgjort per 27/6 2008.)